test twh
Slår du din partner med en mental plasticskovl?
10. februar 2015
Nej, vi er ej!
21. maj 2015

Min mor startede hver dag med en øl. Stort set før hun svingede benene ud over kanten af sengen, havde hun grebet øloplukkeren, som lå på natbordet og åbnet den Hof, som hun havde stillet ved siden af sengen aftenen inden.

Efter en stor mundfuld af det lukne øl, var hun klar til at stå op.

Jeg kan ikke huske, hvor langt tilbage hendes dage startede sådan, men jeg kan ikke huske, at det nogensinde var anderledes.

Efter at have læst Politiken ved køkkenbordet iført den rød og hvidblomstrede morgenkåbe, satte hun sig ved spisebordet i stuen og læste videre. Med sit trofaste tinaskebæger, fyldt med skodder og en dårligt skjult øl på stolen ved siden af, gik hendes dage sådan.

Jeg kan huske dage, hvor jeg sad på gulvtæppet ved siden af hende og legede med mig selv. Jeg kan huske, at nogle gange var radioen tændt og jeg dansede sammen med støvet, der blev hvirvlet op i en solstråle. “Shopshu jaaaaajaja…..shopshujaaaaajaja” – Beatles var godt at danse til og nemt at synge med på.

Jeg var ensom. Folk omkring mig sagde, at “min mor var der altid” og det er rigtigt. Fysisk var hun tilstede, men mentalt var der ikke meget kontakt. Når jeg rykkede hende i ærmet, mens hun sad med Politiken, for at vise hende noget, kunne der gå lang tid før hun reagerede. Når hun så endelig gjorde, kiggede hun ikke på mig, men skubbede min hånd væk og sagde “Ikke nu. Jeg har travlt.”

Jeg blev ikke slået. Ikke kaldt grimme ting. Men jeg fik en følelse af at være unødvendig. Til overs.

Rigtig mange børn oplever den form for ensomhed. Jeg er ikke længere ensom, men skal vi gøre noget ved ensomheden, er vi nødt til at italesætte den – også selvom vi er “ude på den anden side”.

Om Mette: Mette Glargaard, født 1966, er forfatter og psykoterapeut og har arbejdet med mennesker siden midten af 1980’erne. Et fokus i flere af hendes selvhjælpsbøger er den personlige rejse ud af konsekvenserne af barndommen, væk fra uhensigtsmæssige mønstre og ind til en stærk og ærlig kerne.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »