test twh
Der er ikke brug for fædre
16. august 2016
Kampen er ikke længere mit livsindhold
21. august 2016

Så er Svend på banen igen. Jeg bliver helt træt i armene af det forvanskede verdensbillede han præsenterer, og den måde han i den grad får gjort andre mennesker forkerte.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/pligtfoelelsen-oenskes-genskabt-i-samfundet

tiredarms

Pligt er ikke noget rart. Det er ikke kærlighed, der motiverer. Det er ikke frisættelse og samhørighed. Det er noget med “skal” og “burde”. Skal og burde har vi brugt 50 år på at gøre os fri af og det har været en kamp der gjorde ondt – og vi er slet ikke færdige.

Det er som om der eksisterer en version af kærligheden i Svend Brinkmanns verden, der er forvansket af et troldspejl.

I Snedronningen af H.C. Andersen bliver spejlet beskrevet så godt:

“Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold! det var en af de allerværste, det var “djævelen”! En dag var han i et rigtigt godt humør, thi han havde gjort et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt der sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre.”

Og det er lige præcis det som Svend excellerer i.  Følelsen af at have betydning for fællesskabet, som er en følelse der, når den ikke er til stede, får et menneske til at korrodere. Den fremelskes hos det lille barn ved at de voksne bliver glade, når barnet gør noget, der har betydning for fællesskabet. Altså når lille Lise tager sin tallerken ud, bliver mor glad.

Troldspejlsversionen er, at mor på forhånd har bestemt sig for at tro om lille Lise, at hun ikke vil bidrage til fællesskabet og derfor truer, tvinger og afpresser hende til at tage sin tallerken ud. I stedet for “Jeg er så glad for at du bidrager!” bliver det til “Hvis ikke du bidrager, så….” – og det er pligt. Pligt og moral. Det er den forvanskede version af det smukke der sker, når vi er nødvendige for hinanden – det som vi aldrig ikke kan være, men som mindst 70% af befolkningen føler, og derfor enten arbejder sig halvt ihjel eller trækker sig og isolerer sig.

Men enhver der har været sammen med et minimenneske i en halv dag, vil vide, at barnet elsker at bidrage, deltage, være betydningsfuld og være nødvendig og nyttig. Ikke af pligt og ikke fordi det er god moral, men fordi det er et grundvilkår for et sundt selvværd at være vigtig og høre til.

Sandheden er ikke som artiklen antyder, at pligt giver selvværd. Pligt giver skyld og skam og forkerthed, fordi der i ordet ligger en dårlig skjult hentydning til, at mennesket ikke af sig selv har lyst til at gøre noget for andre. Men det har vi – det er faktisk noget af det der giver os mest mening. Men det giver mest mening, når vi har plads til os selv i verden og kan gøre det med hjertet, fordi vi kan mærke, at det syngende sjovt og dejligt og kærlighedsfuldt. Ikke fordi vi bør, skal og er nødt til. Og lysten til at gøre noget for fællesskabet kommer af at føle sig betydningsfuld – og den følelse er en frygtelig mangelvare i et samfund, hvor 30% af alle over 18 år, bor og lever alene.

Lad os tale ind i kærligheden i stedet – og sætte pris på dem der bidrager, uanset om der er på de store strenge med topskat, frivilligt arbejde eller kunst, eller på det lille plan med en håndsrækning, en flyttekasse eller et knus. Lad os fortælle hinanden “Du har betydning for mig” og “Jeg er glad for dit bidrag” i stedet for at gøre det til at sur pligt at være med i et fællesskab.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »