Hele juni måned taler jeg om sex og skam
18. May 2017
Skam er vores samfunds grundlag
30. May 2017

– og alle andre steder!

De fleste af os er ikke vokset op i en familie med en kærlig og hensigtsmæssig kommunikation medlemmerne imellem. Det er der ingen skam i. Sådan er det.

Heldigvis kan vi forandre det i vores eget liv og blive langt bedre til det med et par let tilgængelige redskaber.

INGEN kan overholde disse tre retningslinjer altid – ikke mig, ikke dig, ikke nogen. Så husk, at tilgive – mig, dig og alle andre, når vi glemmer det. Alle kan fare i kridthuset og føle sig ramt eller stødt på manchetterne – det er menneskeligt – og når vi er i følelserne, glemmer vi nemt alle de gode intentioner.

Det der betyder noget er, at vi gør vores bedste. At vi gør os umage. Og så kan vi hjælpe hinanden med at huske de nye redskaber!

Retningslinjerne kan være rigtig svære at mestre. Ikke fordi vi er dumme.
Fordi vi lever i en kultur, hvor vi ikke har lært, at alt hvad vi tænker, tror, siger og mener, kommer fra et sted i os selv. Det udspringer af vores filter – det alle mennesker oplever verden gemmen, som er baseret enten på deres opvækst eller en modreaktion på samme.

Et godt eksempel på er, hvis nogen kalder kvinder dumme, og jeg er vokset op i en familie eller en kultur, som direkte eller indirekte gav udtryk for, at kvinder er dumme. Så kan en del af mit filter være, at jeg også synes kvinder er dumme, eller jeg vil reagere følelsesmæssigt stærkt på, når andre siger, at kvinder er dumme. Jeg vil ikke være i stand til at opfatte det nøgternt og forholde mig til hvad udtalelsen udspringer af eller om vi sammen kan ændre udgangspunktet. Jeg vil glemme at se, at sådan en opfattelse udspringer af vedkommendes opvækst/kultur og “lukker” personen for visse vidundelige dele af livet.

Kommunikation er svær, men vi kan starte med disse tre retningslinjer – så kommer vi rigtig langt!

  1. Tal om dig selv. Tag udgangspunkt i dig selv og formulér sætninger, der handler om dig selv.
    I stedet for at sige:
    “Jeg synes han skal………”, så sig “Hvis jeg var i den situation, ville jeg….”
    “Hun er en idiot” så sig “Jeg bliver provokeret af det hun skriver”
    “Han forstår ingenting” så sig “Jeg føler ikke han forstår min måde at se verden på”
    “Hun har sagt noget virkelig dumt” så sig “Jeg ville føle mig virkelig dum, hvis jeg sagde sådan”
  2. Alt hvad du oplever gør noget ved dig, handler om dig. Det udspringer af noget du bærer i dig.
    Når nogen skriver noget grimt eller noget som strider mod din overbevisning og du bliver vred på dem, så bliver du vred, fordi det overskrider din grænse. Da vi var børn, kunne vi ikke altid fjerne os fra mennesker, der sagde og gjorde noget grimt og derfor har vi ikke lært, at det er – ikke bare helt i orden – men også det sundeste, at fjerne os fra situationen, så snart vi mærker det mindste ubehag. Det skinner igennem på de sociale medier. Men her gælder det samme.
    Og du kan med fordel stille dig selv spørgsmålet her inden du svarer på noget der tricker dig: “Vil det gøre mig glad, rolig og kærlighedsfyldt at skrive det jeg har tænkt mig at skrive?” Hvis svaret er nej, så lad være. Walk away. Gør noget, som er rart for dig i stedet for at kaste dig ind i en debat, som intet giver dig og som ikke lærer nogle af deltagerne noget nyt og rart.
    Nu vil du måske mene, at det er på sin plads at forsvare andre, hvis de bliver angrebet – men din energi er bedre tjent på at fortælle dem, at du føler med dem og oplever dem som helt ok, end at disse angriberen.
  3. Brug din empati. Når du oplever nogen der skriver noget rigtig grimt eller ubehageligt, så prøv at lukke øjnene og mærke, hvordan du ville have det, hvis det var dig, der skrev sådan. Hvordan ville det føles at være dig, der skrev sådan? Måske kan du slet ikke sætte dig ind i hvordan de har det, men hvis du kan, så gør det og mærk, at det som oftest er virkelig ubehageligt at være ubehagelig. Det giver ingen følelse af glæde, ro eller kærlighed indeni.
    Du skal ikke gøre det her for at kunne vise din empati ved at skrive noget sødt eller trøstende til den som skriver noget grimt – for som oftest er vedkommende ikke dér, hvor de selv kan mærke, at de skriver ud fra deres eget filter. I stedet kan du bruge det til at mærke medfølelsen i dig selv. Hvis du insisterer på at skrive et svar, så skriv ud fra det. Og husk retninglinje nr. 1.

Tak fordi du lyttede. Jeg ønsker mig, at vi alle øver os i mere kærlig kommunikation og kan agere ud fra det, i stedet for at reagere, for ofte når vi reagerer, så lader vi os trække rundt i manegen af andre menneskers følelser og filtre.

Og nu tænker du måske “Jamen så kan jeg jo ikke deltage i ret mange debatter?” Nej, for vi har en debatkultur som er gennemgribende usund på de sociale medier. Vi kan ikke forandre den ved at irettesætte, men ved at undlade at gå ind i den enkelte debat og dermed ikke stimulere vores indre svinehund eller de andres, kan vi sætte en stopper for at det udvikler sig.

God fornøjelse med debatterne!

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »