“Se nu at komme videre”
18. October 2013
Du ER allerede lykkelig
2. November 2013

Vi kan lægge en dæmper på vores egen natur på mange måder. Mad er en vældig brugt metode i nutidens Danmark.

Vi arbejder hele dagen, bruger vores fysiske og mentale energi på jobbet og når vi kommer hjem skal det praktiske overstås, indkøb, hentning af børn, madlavning osv.
Men når aftenen kravler ind i vores liv og tiden bliver vores egen, så finder mange mennesker sig selv i køkkenet på vej til at rydde køleskabet for rester eller i skabet for at finde kager, slik og roulader.
Jeg gør det selv, når jeg glemmer at være mig og være med mig. Så skal jeg have slik og søde sager.

Langt størstedelen af de mennesker jeg har mødt, som har være decideret fede, har haft dette problem. Og når vi arbejder med det i terapien, så viser der sig mønstre af at de ikke elsker sig selv, ikke støtter sig selv, ikke beder om hjælp fra omgivelserne. Det er frygtelig smertefuldt at leve i sådan et selvvalgt fængsel.

Når jeg siger selvvalgt, så er det jo ofte et mønster man har med sig hjemmefra, men som man holder ved lige, på trods af at man er blevet voksen og i princippet er fri til at vælge sin egen vej.
Det stykke arbejde der ligger foran disse mennesker er netop at finde deres egen vej. Det er ikke vægten og maden der skal fokuseres på, men deres evner til at stå ved sig selv, støtte sig selv og så videre.
Når de finder tilbage til deres egen vej og vælger sig selv, falder vægten af sig selv – fordi de få lyst til at være gode ved og for dem selv. Vi taler her ikke om naturlig madglæde og livslyst, men om det modsatte – at nægte sig selv ægte næring, nysgerrighed og udfoldelse.

Man siger lidt nedsættende, at vi har brug for at realisere os selv. Men i virkeligheden er det så præcist formuleret som det kan blive – vi mærker i langt højere grad i dag end for 40 år siden længsel efter at møde os selv og det vi virkelig er. Vi længes efter at sprænge de konventionelle lænker og mærke vinden i håret og nye muligheder opstå.

Det er ikke kun mad, der bliver brugt til at overdøve længslen. I stedet propper vi os med lykkepiller, kigger på realityshows, så vi kan se, at der er nogen der har det værre end os eller køber en dims, et par sko eller andet som måske slet ikke er nødvendigt.

Sjælelige problemer kan aldrig behandles ved at give mennesker en mere acceptabel form. Der skal være plads til udfoldelse, men i vores kultur holdes mennesker på plads i det konforme, når medierne udstiller mennesker der ikke er konforme.
Men i virkeligheden så vil mennesker, der følger deres natur få langt mere respekt – det er ikke sikkert deres omgivelser forstår dem, men i virkeligheden skal mennesker ikke forstås med hovedet. De skal mærkes.

Følger et menneske sin natur, kan omgivelserne mærke det og de vil blive inspireret af det. Og forfærdede. Og provokerede. Og frydefulde. Men mest af alt vil mennesket finde ro i sig selv og genklang i sine medmennesker. Og vi må acceptere at mennesker i meget høj grad ikke skal forstås, men elskes.

Når vi begynder at følge vores egen natur, så vækkes lidenskaberne og det uigenkaldelige slægtskab med andre mennesker, som i vores kultur er blevet genfærdsagtigt, begravet, bandlyst eller domesticeret.
De fleste mennesker vil kunne nikke genkendende til en ubestemmelig længsel, som bliver døvet med karriere, indretning, shopping, mad eller lignende. Denne længsel er vores sande natur der kalder på os – kærligheden. Og hvis vi begynder at lytte til den, kommer vi i kontakt med kærligheden til os selv.

www.metteglargaard.dk

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »