Hvorfor vil du tabe dig?
6. February 2013
At stille sig til skue
3. April 2013

Jeg talte med en veninde om den første ulykkelige kærlighed forleden. Det fik mig til at huske mine første erfaringer med parforhold. Virkelig sørgeligt.

Jeg var 16. Han var totalt smuk og smart og jeg fattede ikke hvad han ville med mig. Jeg synes jeg lignede en grønlandsk dreng. Jeg sagde ja til alt – og han ville alt. 

Jeg kan huske, at han lærte mig at ryge hash og sniffe gas.

Han gav mig gonorré og retfærdigjorde det med, at han havde mødt en pige der var jomfru og det kunne han ikke modstå…(!!!)

Han tog mig med i sexklub og fik taget nøgenbilleder af mig. Senere fandt min mor billederne i mine ting og brændte dem. Gudskelov.

På et tidspunkt blev han forelsket i en mand og mente sagtens, at han kunne dele sin kærlighed imellem os. Han fortalte begejstret om fistfucking og jeg lavede gode miner til slet spil og virkede begejstret på hans vegne.

Set i bakspejlet, kan jeg mærke udmattelsen i min krop. Følelsen af at betale en høj pris for den smule kærlighed jeg troede jeg fik. Han kyssede mig jo. Han brugte tid på at lære mig at lægge make up. Han ændrede den måde jeg gik på. Han sendte mig til frisør, så jeg kunne få en frisure efter hans smag. Hvor ufatteligt det end er, så var det min opfattelse, at det at han gad at bruge tid på at lave mig om, var kærlighed. Det er det måske også. Men det er ikke den form for kærlighed som hører til mellem en mand og en kvinde, som elsker hinanden hudløst og uforbeholdent. Den kærlighed, hvor vi kommer til at føle os hele og rigtige – værd at elske. Den kærlighed som spejler vores egen følelse af værdi, bare fordi vi er dem vi er.

I det halvandet år vi var kærester – on and off – begik jeg flere overgreb mod mig selv end jeg har gjort i al den tid der er gået siden. Jeg gik med til alt. ALT. Noget af det er så grænseoverskridende, at jeg slet ikke kan skrive det. Jeg var godt oplært hjemmefra til ikke at mærke hvad der skete indeni mig. Jeg kunne “gå et andet sted hen” mentalt, ligesom når jeg så min far tæve min mor og kalde hende en møgluder.

Heldigvis fik jeg på et tidspunkt nok. På trods af hans argumenter om at han elskede mig højere end både sin kat og sin mor, valgte jeg at ende forholdet. Han kan ikke bebrejdes. Jeg tror ikke jeg en eneste gang fik sagt nej til ham.

Til gengæld tror jeg så, at jeg har sagt nej til sex i mange år efter. Ikke med min mund, men med min krop. Det er faktisk først indenfor det sidste års tid, at jeg har været klar til at sige ja. Og set i bakspejlet, så mangler jeg i den grad en dialog på samfundsniveau, som ikke bare handler om hvad det er prostituerede udsætter sig selv for, men kvinder i det hele taget. I en forgæves kamp for noget vi tror er kærlighed, oplever jeg, at mange – virkelig mange kvinder, ikke bare nøjes, men også udsætter sig selv for overgreb gennem at undlade at mærke manglende lyst og blive nysgerrige på hvad der ligger bag og få gjort noget ved det.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »