Et brev til menigheden

Jeg er ikke troende. Ikke i den forstand, at jeg tror på en Gud. Og jeg generelt modstander af religion.

Nej, jeg kan mærke at vi er guddommelige alle sammen. Vi kan elske. Hvad mere er der at sige? Når vi skræller alle lagene væk – dem der handler om mor og far og partner- kærlighed, så er der en universel guddommelig kærlighed i os alle sammen, som alle har adgang til. Når vi er i kontakt med den, så er alting godt – intet ondt kan ramme os.

Vi kan åbne hjertet og lukke op for den. Den har fået mange navne gennem tiden, fordi mennesker har en sygelig trang til altid at forklare alting (skrev hun forklarende) – Buddha, Gud, Jesus, Mohammed og mange, mange andre navne. Men kærligheden behøver ingen manifestation udenfor os selv.

Nogle af de mennesker, der har beskæftiget sig med religion, har haft fat i det her. En af dem er Paulus – og han forsøgte at sætte ord på det. De ord har jeg haft i hjertet i dag efter en workshop fyldt med kærlighed. For første gang i mit liv forstår jeg dem – 10-øren er faldet, så derfor vil jeg gerne dele dem her med dig. Her er et af hans breve til menigheden i Korinth:

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.
Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.
Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.
Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.
Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.
Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.
For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis,
men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.
Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Du kan gøre med dem hvad du vil, men hvis de taler til dig og du ser sandheden i dem, så er vi to! 🙂