Et samfund af dopamin junkier

Dopamin er et af flere belønningsstoffer, som hjernen udskiller. Nogle af de ting som kan udløse det og andre stoffer er:
Sukker, kokain, arbejde, film, Facebook, orgasmer, præstationer, ros, drama og porno.

Bortset fra kokainen, så er der ikke noget af ovenstående, der skal frarådes. Det som ofte bliver problemet er, at vi har for nem adgang til det og derfor indtager det i for store mængder. Det der bliver problemet med det er, at det som ikke giver os det ovenstående bliver lidt mere uinteressant.

Der er for eksempel en del unge, som synes det er mere interessant at sidde med vennerne og være på Facebook end at tale med hinanden. At tale om de andres liv og blive enige om at de er dumme – og dermed implicit, at vi er bedre – kan udløse dopamin.

Der er en del, som har brug for porno for virkelig at blive tilfredsstillet – det skal være større, hårdere, vildere, mere intenst, fordi det udløser dopamin og dopamin kalder på mere – og pludselig er virkelighedens små hverdagsknald ikke så tilfredsstillende som pornoen.

Der er også en del mennesker, som er sukkerafhængige – sukker i sig selv, eller fødevarer med sukker i. De bliver trætte og får migrænelignende hovedpine, hvis de ikke får deres junk. Grøntsager uden ost og sovs smager bare ikke så interessant som chips og cola – der er en grund til at junkfood kaldes junkfood – man bliver afhængig af det og sund, enkel kost bliver uinteressant.

Jeg ved ikke om det er bekymrende som samfundstendens – men jeg ved, at det er bekymrende for det enkelte menneskes tilfredshed med sit eget liv – for når dopaminbehovet styrer, bliver hverdagen og det almindelige stille liv, hvor man går en tur i skoven hånd i hånd eller læser en filosofisk tekst, laver sund mad sammen eller bare ligger og nusser hinanden inden man falder i søvn – utilfredsstillende.

Mange mennesker oplever en følelse af “tomhed” – de stiller sig selv spørgsmålet “Er det virkelig dét?” og bliver deprimerede.

Vi hungrer efter dopamin. Det betyder, at vores utilfredshed i mange tilfælde er FYSISK, selvom den føles psykisk. Det fede ved det er, at det er enkelt at gøre noget ved det. Enkelt, men bestemt ikke nemt.

Det pudsige er, at når jeg taler med mennesker om hvad de gerne vil, så er ro, kærlighed og glæde det de fleste søger efter – selv inde bag deres junk:

“Hvorfor vil du vinde den her kamp/færdiggøre det her arbejde?”
“Fordi så kan jeg føle mig tilfreds (dopaminen) og slappe af.”

Uden dopaminen er det altså roen, der er målet. De fleste ser dog ikke, at uden dopaminjagten er roen der allerede. Det er måske derfor mindfullness er blevet så populært – det er en søgen efter et liv uden stimulanser, men med ro og glæde og kærlighed i stedet.

Hvad er dit junk? Hvis du vil prøve at se, hvor styret du er af dit junk, så prøv at være foruden i en uge. Lad være med at logge på Facebook, se film og serier, overspise, få udløsning, se porno og spise sukker i en uge. Bare en uge. Det lyder nemt, men det er i virkeligheden umuligt for rigtig mange mennesker. De er dopamin junkier.

Vejen ud af afhængigheden er at tage kampen en dag af gangen og flytte fokus til noget som er mere hensigtsmæssigt. Det er ikke altid nemt, men det kan lade sig gøre!

God kamp!
Mette Glargaard
www.metteglargaard.dk