Har vi ansvar eller skyld?

Da jeg læste indlægget om Tanjas oplevelser som prostitueret: http://tanjarahm.dk/?p=626 og reaktionerne på det – https://www.facebook.com/ditbt/posts/795905510436669 – blev jeg ked af det og fik ondt i maven. Så meget vrede, så meget had, så meget indebrændt selvdestruktion.

Det kom til at fylde i mig. Ikke ordene, men det, som hele tiden dukkede op som tema:

Skyld og ansvar.

Mange af Tanjas ord giver udtryk for foragt. Og jeg tænker på, hvordan mit eget liv har været. Jeg har ikke prostitueret mig – og så igen – på en måde har jeg. Jeg troede, at når jeg gav mænd sex, så ville de elske mig. Jeg vidste ikke, at det var det jeg gjorde – sådan helt ind i maven – men jeg havde en fornemmelse, et håb, en længsel. Efter at blive set, hørt og mødt i en reel kontakt. Det skete bare ikke. Men det er ikke mændenes skyld. Jeg foragtede dem for at tro på min forstillelse – fordi det var for smertefuldt for mig at se, at det var mig, der valgte at forstille mig.

Jeg forstillede mig – lod som om jeg var en sexkilling og opførte mig som jeg havde set kvinderne gøre i pornofilm. Jeg fakede. Fakede og fakede og fakede. Jeg fakede min beundring, min liderlig, min tilfredshed.

Men det var ikke min egen skyld. Jeg var blevet skadet af min opvækst og indoktrineret til at tro, at det var det der var det rigtige. Derfor var det ikke nogens skyld, at jeg – helt misforstået – opførte mig som en pornostjerne i mine parforhold, da jeg var ganske ung.

Jeg kunne ikke sætte ord på min fornemmelse af at noget var galt og mændene kunne ikke gætte mine tanker. Så der var ingen skyld.

MEN! Der var et ansvar. I det øjeblik jeg blev opmærksom på den der fornemmelse af at noget ikke var som det skulle være, at jeg ikke var glad, blev det mit ansvar at gøre noget ved det. Fordi jeg i tyverne blev klar over, at der var noget helt, helt galt med mig og den måde jeg var i verden på. Jeg vidste ikke hvad det var, men jeg mærkede noget ubehag i min krop. Blandt andet når jeg havde sex med mænd. Og det var mit ansvar at gøre noget ved det. At finde ud af hvad det handlede om, at opsøge hjælp, at gøre mig tilgængelig for at lære noget nyt, at gøre mig sårbar så jeg kunne hele. DET var – og er – mit ansvar.

Skyld er ubrugeligt – unyttigt og frygtelig destruktivt. Men ansvar – det er interessant. Fordi ansvar giver mulighed for handling – og dermed forvandling.

Pas på dig

Mette Glargaard
www.metteglargaard.dk