Hostels? Det er sgu for sølle – eller…

Farlig og farverig – Cartagena
2. December 2018
SE lige de farver!
4. December 2018

Hader du ikke bare når folk starter en historie med “Dengang jeg var ung…”?

Nå, men altså – dengang jeg var ung – i 1991, rejste jeg alene til Mexico og Guatemala i to og en halv måned. Ret hurtigt fandt jeg ud af at hostels var vildt sølle, klamme og beskidte – slet ikke fedt at bo dér, så jeg brugte homestays – ankom bare til byer og spurgte mig for om nogen kendte nogen der havde homestay.

Så min forventning til det hostel Rahul, min nye indiske rejseven ville vise mig, var mere end lave.

Mand, blev jeg overrasket. Hostels – det er simpelthen det nye sort for rejsende. De er ofte smarte, velindrettede, rene, med gode senge og godt internet og gode køkkener, hvor man kan lave mad til sig selv. De har chill out områder, hvor de rejsende mødes, taler om hvor de har været og hvor de skal hen, udveksler gode råd og fif – og aftaler fælles arrangementer, ture og fester.

Jeg bookede straks et værelse på et hostel i nærheden af Rahuls og har lige siden boet primært på hostels. Jeg tog et privat værelse – de fleste hostels giver mulighed for at vælge mellem privat værelse, til omkring 20-30 euro pr. nat eller en køjeseng i et stort rum med 4,6, 8 eller 10 senge til 10-15 euro.

Der er fest hostels, rolige hostels, dyre hostels med pool og tagterrasse, billige hostels med genbrugsmøbler – der er virkelig meget at vælge imellem. Jeg fandt hurtigt ud af at der er en app der hedder “Hostelworld” som har de mest populære, men hvis du søger efter hostels på Google Maps finder du ofte nogle hostels som ikke er på Hostelworld – og der kan være skjulte skatte imellem.

I den gamle by var stemningen HELT anderledes end på Boca Grande – i den gamle by ved alle at deres omsætning afhænger af om de behandler turisterne pænt eller ej.

Tager du dertil, så book et hostel for én nat og brug dagen efter til at vandre rundt og checke de andre hostels ud til du finder lige det der passer dig.

– og spis gademad!!! Vær ikke bange for at få dårlig mave og prøve noget nyt – det er VIRKELIG lækkert.

Og som en sidenote – det er megasvært at få god kaffe i Colombia (ja, det er weird!) – dit bedste bud er mænd med termokander i gadebilledet – DET er god kaffe! Prøv uden mælk – den er tyk, sød og smagfuld!

Har du spørgsmål? Så skriv dem herunder, så svarer jeg på dem 🙂

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »