Hvad er “addiction to misery”?

I går holdt jeg foredrag om arbejdsglæde og der blev jeg spurgt: “Hvordan kan nogle mennesker være i det samme job i mange år og brokke sig og brokke sig og brokke sig. Ligemeget hvilke forandringer der sker, så brokker de sig og de tager aldrig ansvar og foreslår forbedringer eller konstruktive løsninger?”
Mit svar er: Vi er som mennesker skabt til at søge det som er velkendt, fordi vi har lært at navigere følelsesmæssigt i det.

For nogle mennesker er det ikke det som er trygt, sjovt og sundt, der er nemt at være i og forholde sig til, men det som gør ondt, som er træls og som ikke virker.

Desværre kan vi ikke tvinge andre til at hoppe ud af gammel adfærd, det skal være deres eget initiativ, men vi kan inspirere dem til at blive nysgerrige og være klar med tilbud om hjælp, når de åbner op for at lære nyt.

Adfærden med altid at være utilfreds eller føle sig magtesløs overfor det der ikke virker – over lang tid – kalder jeg en “addiction to misery”. På dansk kan vi vel kalde det “Afhængighed af magtesløshed”.

Hvis du er gift med sådan et menneske eller arbejder sammen med dem, vil du kunne ryge ind i følelsen af, at lige meget hvad du gør, så er det ikke godt nok. For disse mennesker søger ikke løsninger. Succes, glæde, tryghed og lykke skræmmer dem – ubevidst naturligvis – fordi det er så fremmed for dem. Du skal ikke fikse dem. Du kan ikke fikse dem. Du kan vise medfølelse – og så kan du passe på dig selv, så de ikke suger dig tom for energi – både i privatlivet og på arbejdspladsen.

Mennesker som er “addicted to misery” vil hele tiden lægge ansvaret for alt det dårlige udenfor dem selv. Det er partneren, chefen, forældrene, regeringen eller naboen, som er skyld i miséren. Og går vi dem lidt på klingen, ryger de i den eneste forsvarsmekanisme de kender: Offerrollen. “Ja, det er sikkert også bare fordi jeg er for dum til at gøre noget” eller lignende – de går ind i deres magtesløshed med det samme og fritager dermed dem selv ansvaret for at handle, lære noget nyt eller se anderledes på tingene.

Det er vigtigt i denne sammenhæng at sige, at dette IKKE handler om mennesker i sorg og krise – sorg og krise er noget forbigående og behøver ikke udløse en offerrolle.

Ligesom mennesket der drikker et par glas hver weekend ikke er misbruger, så er der forskel på hvornår der er tale om sorg og krise og en decideret afhængighed.

Når jeg får mennesker i min klinik, som har været afhængige af magtesløshed, så er der frygtelig meget skam og skyld forbundet med at opdage det og træde ud af mønsteret – derfor – selvom du bliver irriteret, så hav tanke på, at der er en årsag til at disse mennesker brokker sig hele tiden – der er en stor smerte bag, som de ikke har lært at rumme.

Hav en dejlig dag

Mette Glargaard
www.metteglargaard.dk