test twh
Har du hørt om tryllemidlet grøntsager?
4. september 2012
Dygtige drenge og pæne piger
25. oktober 2012

Igennem min personlige udvikling har jeg ofte tænkt på og arbejdet med konceptet familie.

Hvad betyder det egentlig? Hvad er særligt ved en familie?

Jeg har igennem årene forsøgt at definere, hvad og hvem der var familie for mig.

Her får du min definition og så er jeg meget nysgerrig efter at høre hvad din definition er.

Familie handler ikke om biologi. Familie er ikke noget statisk. Det er ikke en samling mennesker, som jeg er forpligtet til at bruge tid sammen med, selvom de ikke siger mig en pind. Det er heller ikke mennesker, som jeg har svært ved at rumme, fordi jeg bliver tricket i gamle mønstre.

Familie er ikke forpligtelse.

Min far sagde altid “Vi er sådan en lille familie. Vi må holde sammen.” Men ikke desto mindre var samværet jo altid på hans betingelser. Det er ikke familie i min bog.

For mig er familie mennesker, som ikke nødvendigvis er blodsbeslægtet. Og det behøver heller ikke være de samme mennesker hele tiden. Netop fordi familie for mig ikke er biologisk.

Min familie er de mennesker, som jeg har en dyb forbindelse med. Som jeg kan være 125% mig selv sammen med ligegyldigt hvad jeg kommer med af smukt eller lort.

Familie er mennesker jeg er tryg ved. Jeg behøver ikke være bange for at de stikker mig i ryggen, sladrer, kritiserer eller nedgør det som er vigtigt for mig. Det er ok at de ikke forstår det.

Familie er mennesker, hvor jeg ikke behøver være på vagt, fordi jeg ikke ved om de møder op påvirkede af stoffer og alkohol.

Familie er mennesker der ikke forventer, at jeg skal fylde dem op. Ind imellem har vi brug for at fylde hinanden op og det er ok, men den funktion skal være gensidig og den må ikke fylde hele relationen.

Familie er mennesker, der vil være der for mig når jeg har brug for det, hvis de på nogen måde kan. Ikke betingelsesløst, men så godt de kan og på den måde de kan.

Familie er mennesker som jeg føler jeg kan åbne op for og få støtte eller et kærligt spark af. Det er mennesker som har den samme tillid til mig.

Familie er mennesker, som ikke er bange for stilheden mellem os og som magter kontakt – når den er rar og når den er svær.

Familie er mennesker, der kan, vil og tør sætte deres grænser og sige til og fra. De fortæller med glæde hvad der sker indeni dem. De giver af sig selv.

Familie er mennesker, som jeg har ligeværdighed med. Ingen over og ingen under.

Alle mine tanker om familie går naturligvis begge veje – det som jeg ønsker mig af et andet menneske, er jeg villig til at give igen!

I det sidste år har jeg haft glæde af min familie på en ny måde, fordi jeg har været igennem så voldsomme skift og svingninger. Derfor er det også blevet klart for mig hvad jeg føler en familie er.

Kan du genkende noget af det jeg skriver eller bliver du inspireret? Og hvad betyder familie for dig?

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »