Tidslinjen for de sidste år af Poul Glargaards liv
5. August 2014
Kernen i sociale kompetencer
18. August 2014

“Men Mette, hvorfor? Hvorfor stod du frem? Og hvorfor står du frem igen, 3 år efter hans død? Hvad får du ud af det?”

Hvis jeg havde oplevet nogen beskrive det jeg oplevede, da jeg voksede op, ville jeg have genkendt mig selv i det og jeg ville være blevet så uendeligt lettet af at mærke, at dels er der andre end mig som kender til følelsesmæssig incest og psykisk omsorgssvigt, løgn, manipulation og krænkelser – jeg er ikke alene. Dels ville jeg måske kunne mærke, at det virkelig ikke var mig der var noget galt med, selvom jeg hele livet har fået det indprentet igen og igen:

“Selvfølgelig skal du altid mene det jeg mener. Jeg er den klogeste i verden”

“Jamen, jeg er din far. Det er da helt naturligt, at jeg vil checke om du har renset din navle, selvom du er 17 år.”

“Vi har ikke andre end hinanden. Alle andre er for dumme. De er ikke ligeså skarpe som os.”

I barnet laver sætninger som disse og mange andre, en historie, som handler om, at det kun er far der kender sandheden, at kun far forstår mig, at kun jeg forstår far, at far har særlige rettigheder, at jeg er dømt til at blive ensom, at andre mennesker vil misforstå mig og være misundelige på mig. Ubevidst skaber det en cirkel om forælderen og barnet, som er SUPERMEGATONSESVÆR at bryde – for hvad har jeg at komme ud til, hvis jeg ikke holder mig til far? Alle de andre er jo dumme – og vi er sådan designet, at vi søger det der bekræfter vores historier, så derfor fandt jeg altid noget i andre, der bekræftede det – og fjernede mig fra nærhed med dem.

Jeg voksede op som en klon af min far og jeg var glad for at være en klon af min far, for som slaver der er født i fangenskab, kendte jeg ikke til andet. At være en usynlig klon af min far var trygt – jeg kendte reglerne – sådan da – og kunne navigere i den verden han havde skabt for mig, selvom jeg godt kunne mærke knuden i maven og den dybereliggende følelse af, at måske var der noget galt med mig. Noget helt, helt galt med mig. For hvordan kan det – logisk set – kun være far og mig, der ikke er skæv på den?

Jeg troede at min ubehags-følelse handlede om min mors alkoholisme og de første 8 år af mit personlige arbejde handlede om det. Først da jeg var omkring de 30 begyndte jeg tydeligt at se de tråde som spindet jeg var spundet ind i, var vævet af.

Det var ikke som Matrix, hvor man bare får en pille og så ser alting klart. Det var mere som at fornemme mere og mere ud af øjenkrogen og ikke helt kunne få hold på det, før jeg fik den hjørnebrik, der hed Narcissisme og pludselig så det hele billede.

Min fars intention var god – han ville skabe en familie, hvor vi hyggede os og der var rart at være. Han havde ikke redskaberne og havde ikke fået bearbejdet sine egne dæmoner, så derfor lykkedes det ikke.

Jeg føler, at jeg ærer hans intention ved at benytte hans død til at fortælle min historie, så andre kan føle sig hørt og finde genkendelse. Jeg vil gerne vise, at det ER muligt, at komme ud på den anden side. At det er muligt at få det lykkelige liv, hvor jeg ikke er en klon af Poul Glargaard, men Mette – på godt og ondt – og ikke bedre end andre.

At stole på andre, at se det smukke i andre, at danse, grine, le og synge – fordi han ønskede det, men ikke kunne. Han var så optaget af hvordan andre så ham. Nu er det ligegyldigt. Han er død. Men hvis jeg kan danse og leve lidt på hans vegne, fordi jeg magtede at slippe ud af det net han var fanget i hele livet, så har hans død ikke været forgæves. Så giver den mening. Og det giver mening at stå frem og sige højt, hvordan det har været at være den lille pige, som var helt usynlig – og vise, at i dag er jeg mig – med hud og hår.

Jeg er nødt til at gå ind i historien igen for at gøre det. Mærke følelserne igen, lade dem komme under huden og krible rundt, for at formidle det til andre. Og det er ok. Følelserne er ikke farlige. De har ikke længere mig som gidsel, det er mig der bestemmer, hvornår de får lov til at fylde hos mig.

Jeg tror ikke på Himlen. Men jeg kan godt lide at forestille mig, at Far sidder deroppe og smiler. Han ser det jeg gør og han græder af glæde, fordi han gav mig det at være født i en tid, hvor det er muligt at slippe fri. Jeg har gjort det for os begge.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »