Utroskab handler ikke om sex!?
6. January 2015
Et samfund af dopamin junkier
14. January 2015

I mange år var jeg et usynligt barn. Selvom jeg ikke længere VAR et usynligt barn, følte jeg mig som et usynligt barn. Noget af det som holdt mig på plads i det mønster var, at jeg var rædselsslagen for at blive sammenlignet med min far. At blive kaldt narcissist. At blive frosset ud, fordi jeg fyldte for meget. Jeg har altid fyldt for meget ifølge mine omgivelser. På den måde kunne jeg holde mig selv på plads.
Men verden er god ved mig. Fordi for at kunne træde ud af mønstret, må jeg møde angsten face on. Angsten for at være som min far. (Ja, grin bare af mig, det er ok )

Men jeg kunne ikke selv VÆLGE at gå ind i angsten og se den i øjnene. Så hvad gjorde verden så? Den tog mig i røv og nakke og kastede mig lige ind i et ægteskab og en familie, som virkede sund og varm og kærlig – men da jeg begyndte at sætte grænser, stille rimelige krav og trække mig da de ikke blev opfyldt, blev jeg frosset ud, kaldt narcissist og sammenlignet med min far.

Et halvt år efter var der en veninde i krise, som begyndte at blive krænkende, når hun fik noget at drikke – og svinede mig til flere gange i sine branderter. Sammenlignede mig med min far og kaldte mig de værste ting. Bagefter undskyldte hun naturligvis, var ked af, at en af dem som virkelig var der for hende, også var den som hendes galde skulle hældes ud over.

Jeg sad og kiggede på symptomer og diagnoser, ledte efter tegn på, at de havde ret. Vidste jo, at den syge ikke selv ser sin sygdom.
Det var en gren jeg sad på, som jeg selv savede over: Hvis jeg ikke gav dem ret, havde de ret.

I virkeligheden var det en gave. Det hele. For det var angstens øje jeg havnede i. Og hele tiden var der nogle mennesker, der pegede og sagde: “Men se, du er jo ikke sådan som de siger!” “Se, du gør ikke det de beskylder dig for!” “Se, det passer ikke, det er ikke krænkende at være Mette i verden.”

Og det er rigtigt.

Jeg bruger ikke mennesker – jeg elsker udvekslinger og deler gerne. Lærer fra mig og formidler det jeg selv har lært.
Jeg bliver ikke rasende, når jeg ikke får det jeg vil have. Jeg tror faktisk kun jeg har været rasende 3 gange i mit liv. Jeg kan godt blive vred, men jeg er aldrig så vred, at jeg er udenfor rækkevidde.
Jeg elsker mennesker og jeg føler med dem og forstår dem. Jeg har empati.
Jeg tror ikke, at jeg er guds gave til verden. Eller jo, det er jeg – men ikke mere end dig!
Jeg har ikke ret til mere end andre, jeg har ret til det der er rimeligt og kan jeg opnå mere, er jeg bare superheldig – og dygtig.
Der gælder ikke andre regler for mig end for dig, men jeg er dobbeltmoralsk – for det er et grundvilkår for os alle.
Sidst, men ikke mindst, så BEHØVER jeg ikke nogen til at klappe mig på skulderen og forsikre mig om, at jeg er fantastisk. For det kan jeg mærke. Jeg kan mærke den enorme kærlighed, der er i mit liv, indeni mig og udenfor mig.

Og jeg ved, at det er mig – med hjælp fra andre – terapeuter, veninder, kærester – der har skabt det liv jeg lever, så fyldt med kærlighed, oplevelser, dufte, krammere, smagsoplevelser, latter.

Kald mig bare sygeligt selvoptaget, narcissist, psykopat og krænker. Jeg er ikke bange mere. Jeg kan le af den lille del af mig, som var bange for de ord og kramme den, så den kan mærke, at det slet ikke er sandt – og hvis det er, så er det at være de ting det mest fantastiske i verden – for der hvor jeg er, er der fantastisk.
Hvor er jeg? Jeg er her!
Jeg er ikke usynlig. Og jeg bliver tydeligere.
Jeg er Mette.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »