Drop nu den floskel ”For børnenes skyld”
28. September 2014
Kærlighedsfølelsen i os og udenfor os
13. October 2014

– Du skulle nok være lidt mere xxx, når du er terapeut.

Ind imellem så får jeg og mine kolleger skudt i skoene, at vi som mennesker skal være på en bestemt måde fordi vi har et bestemt fag. Jeg oplever det for eksempel i debatter på sociale medier – også uden at jeg selv trækker terapeutkortet. Det trækker jeg faktisk yderst sjældent, for kun i rent faglig sammenhæng har jeg brug for den autoritet jeg har som fagperson.
Jeg tror, at vi stigmatiserer både os selv og vores klienter, hvis vi går med på den idé, at man skal være på en bestemt måde, når man ikke er på arbejde, FORDI man har det arbejde.

En politimand kan være brysk, bestemt og stålsat på sit arbejde og når han kommer hjem, så kan han være den blideste og blødeste mand med en rygrad som en regnorm. Det betyder ikke, at han ikke er en autentisk politimand, det er blot nogle andre sider af ham selv han bruger i sit arbejde. Det betyder heller ikke at han ikke er en autentisk far.

Vi har alle sammen alle egenskaber i os og vi kan opdyrke og bruge dem, når vi udvikler os. Vil jeg gerne være mere omsorgsfuld, ja, så kan jeg for eksempel kigge på mennesker jeg oplever som meget omsorgsfulde og lære af dem.

Desværre har vi ikke et samfund hvor vi kan og må bruge hinanden som rollemodeller i så vid udstrækning som det ville være hensigtsmæssigt. Det ville ellers være skønt, hvis det kunne lade sig gøre, fordi det sted vi lærer mest er i samspillet med andre, men det ligger ligesom ikke i kulturen at det er tilladt at sige ”Jeg kan se, at du kan noget jeg ikke kan, det vil jeg gerne kunne.” Vi lærer heller ikke ret meget om, hvordan vi træffer vores egne valg og lærer af andre – og her mener jeg selve processen, for der er såmænd mennesker nok, der gerne vil forme andre i deres eget billede.

Jeg hører det også fra lærerer og pædagoger – der er forventninger til dem, både inde i og udenfor det arbejdsmæssige rum, som er helt forfejlede. Lærere og pædagoger er i meget høj grad rollemodeller og det vil være mest hensigtsmæssigt, at de ved hvem de selv er, så de kan bruge deres personlighed i arbejdet med børnene. Hvis børnene ser de voksne være maskiner, vil de adaptere den måde at være på og det er svært for mig at tro, at der skulle være nogen som ønsker det for deres børn. Når de voksne derimod er tydelige personligheder, lærer børnene om forskellighed og de kan spejle sig i de voksne og mærke, hvor og hvem de selv er.

Når jeg er i det terapeutiske rum, så er det klientens rum og tid. Det menneske, som sidder overfor mig er den vigtigste i det rum og jeg skal ikke fylde, hverken med min historie eller min personlighed. Men jeg skal være der som menneske og jeg skal være autentisk. Og det menneske der sidder overfor mig må gerne blive spejlet af mig som person. Det kan for eksempel betyde, at klienten fortæller en rørende historie og selv bliver rørt og jeg bliver rørt og siger det højt.

Et andet eksempel kan være at klienten ikke kan mærke sin forvirring i kroppen. Der er simpelthen en blokering. Jeg kan så fortælle, hvordan jeg mærker forvirring i MIN krop og spørge, om de kan genkende noget eller om det er anderledes for dem. Fordi vi har de mageløse spejlneuroner, kan vi bruge hinanden til at mærke os selv.

Især for psykoterapeuter, som tror på, at det er relationen som heler – og sådan en er jeg – nytter det ikke noget at jeg lægger en professionel distance til personen overfor mig og tænker på min indkøbsseddel, jeg må være i rummet lige dér med den anden. Hvis min indkøbsseddel eller andet begynder at fylde, må jeg kigge på det professionelt og finde ud af hvad der er på spil, så jeg enten kan slippe det eller bruge det aktivt i terapien.

Det dur heller ikke, at jeg har en indre dom eller værdi-vurdering over hverken klienten eller de mennesker klienten taler om. Har jeg en dom, er det fordi jeg ryger i mit eget shit og det skal jeg have kigget på, før jeg kan være ordentligt til stede. Vi oplever alle verden subjektivt – objektivitet eksisterer ikke. Men der er forskel på at opleve verden subjektivt og så have en dom over et andet menneske. Når vi dømmer, er det som regel fordi vi ikke forstår hvad der ligger bag – og mange mennesker frygter det de ikke forstår. Jeg kan ikke være empatisk, når jeg dømmer, fordi det skaber en modstand i mig.

For lige at få begreberne på plads, så er det at jeg ikke må have en dom, ikke det samme som at jeg ikke må sætte grænser. Jeg må til enhver tid afgrænse mig fra det som jeg ikke forstår eller som skræmmer mig, uanset om det giver mening for andre. At sætte en grænse betyder ikke, at jeg har en mening eller dom om det jeg sætter grænser overfor, det betyder blot, at jeg ser, at noget i mig ikke har godt af lige netop det jeg står overfor og at jeg derfor passer på mig.

Jeg er ikke en kæmpetank, som bare rummer hele klodens befolkning og vil kramme dem alle sammen. Der er mennesker i verden, som jeg synes er nogle klaphatte i deres opførsel. Jeg tror på, at de fortjener kærlighed, det er bare ikke mig, der skal give dem det, ellers tak.

Rent personligt, kan jeg bare flytte mig fra dem, hvis jeg møder dem ude i verden, afbryde kontakten, vælge dem fra.

Professionelt er det min opgave er at sige fra, hvis jeg møder dem i min klinik. Jeg kan ikke – og vil ikke arbejde med mænd der ligner min far, jeg bliver stadig vred på dem, fordi jeg har en rest vrede til min far. Sådan er det. Jeg har kigget på det, jeg ved hvad det handler om og jeg står ved det.
Det der er vigtigt, er at jeg ved det og fordi jeg kender mine begrænsninger, kan jeg kærligt sende dem videre til en anden terapeut, som bedre kan møde dem der hvor de er. Ligesom jeg sender klienter videre, hvis de har en problematik, som jeg ved en af mine kolleger har en særlig viden om eller et særligt redskab til, som vil kunne hjælpe bedre. Jeg behøver hverken have en dom eller en vurdering, men jeg kan sagtens sætte en grænse for at passe på mig selv – og på dem. De fortjener en terapeut, der kan være med dem, lige der hvor de er. Og det er ikke mig. Jeg kan ikke – og vil ikke møde mennesker, hvor de er, hvis de bruger andre mennesker som genstande. Faktisk har jeg slet ikke lyst til at lære det. Jeg har en dom og det er en af grundene til, at jeg for min og klientens skyld skal sende dem videre.

Psykoterapeuter er mennesker. Vi er sjove, kærlige, rummelige, direkte, ærlige, omsorgsfulde og empatiske. Og vi er også rigide, sure, uforstående, på tværs, morsomme, dumme og fejlbarlige. Hvis du tror noget andet, så kan du nu tro om igen.

Faktisk er langt de fleste psykoterapeuter jeg kender, nået så langt i deres personlige udvikling, at de kan rumme deres egne fejl og mangler. Og det er jo fantastisk, for ofte er opgaven i det terapeutiske rum netop at facilitere klientens blomstring, egenkærlighed og rygrad til at være lige netop den de er.

Jeg har for længe siden besluttet, at det med at jeg ikke er Moder Jord, det er det som er sundest for mig. Jeg havde engang en ambition om at være det, troede faktisk at det var et must, når man skulle være terapeut at være færdigbearbejdet og dermed være det mest empatiske, rummelige og forstående menneske i verden. Det er i øvrigt typisk mig – jeg troede også, at jeg var nødt til at skrive den bedste bog i verden om selvværd, da jeg skulle skrive min første bog, ellers måtte jeg slet ikke skrive. Da jeg slap det, skrev jeg en bestseller. Jeg har taget det til mig. Jeg bliver et bedre og mere autentisk menneske og en bedre terapeut, når jeg er den jeg er og har det rart med det. Ikke perfekt. Bare mig. Med morgenhår, skarpe meninger, ironi og fejlbarlighed.

Og faktisk tror jeg ikke jeg ville bryde mig om at være moder jord privat. Jeg tror jeg ville kede mig. Jeg kan godt lide at have lidt kant. At kunne være ironisk, at have grænser, at have meninger, at være lidt højrystet og turde blive set i sociale sammenhænge.

Jeg ved, at der er kolleger, som er uenig med mig. Som synes, at jeg skal holde min kæft og være usynlig, for eksempel i det offentlige rum. For det gør de. De ser ikke ud over de moralske værdier, de har tillagt sig og de ser ikke forskelligheden som en styrke og en rigdom, men som en trussel. De har en dom over mig og andre psykoterapeuter, som mener noget andet end dem. De synes, at man skal opføre sig på en bestemt måde privat, hvis man har et bestemt arbejde. Det er ikke unormalt. Der er også mennesker, som synes, at politikere skal være bedre mennesker end resten af os.

Jeg synes vi alle sammen skal gøre vores bedste. Men vi skal ikke være maskiner eller sidde på en piedestal og se ned på resten af menneskeheden. Det har jeg ikke brug for.

Der er en del mennesker, som ikke ser ud over fag. De tror, at betjenten nødvendigvis MÅ være et røvhul 24-7 fordi han har evnen til det på jobbet. De tror, at forsvarsadvokaten MÅ være psykopatisk som person, når han kan forsvare kriminelle. At tandlæger altid kigger på tænder og frisører altid kigger på hår og at læger er interesserede i at høre om sygdomme til privatfester.
Men der er faktisk meget få mennesker der er statiske på den måde. Statiske bliver vi, hvis vi isolerer os, men angst og usikkerhed følger med, fordi vi ikke får spejlet os i andre. Det er ikke ønskværdigt.

Vi har forskellige egenskaber, som vi kombinerer på forskellige måder i forskellige situationer – mere eller mindre bevidst. Det er autentisk. Fordi vi har brug for forskellige egenskaber for at være sammen med forskellige mennesker og være i forskellige sammenhænge. Det er der ikke noget galt i. Det er en fin måde at være fleksibel på. At kunne indgå i en arbejdsplads, hvor tonen er arbejdsmæssig, hurtig, ambitiøs og praktisk, og så at kunne skifte til en mere nærværende og rolig energi, når vi kommer hjem – det er faktisk en del af det som gør det svært for mennesker med topstillinger – de har svært ved at slippe de egenskaber de bruger på jobbet, når de kommer hjem. Eller de har ikke fået sig gjort bevidste om, at det er nødvendigt.

Når jeg har den fleksibilitet, så kan jeg give redskaberne videre. Jeg kan formidle, hvordan man som menneske kan bruge sine egenskaber bedst muligt, så de bliver til en farverig, mangfoldig palette – uden at man af den grund giver afkald på sig selv – en ret vigtig detalje.

Jeg har ofte personer i klinikken, som arbejder med forholdet til deres forældre og hvis de for eksempel oplever, at alt hvad de siger vil blive brugt imod dem i en diskussion, skal vi måske hente nogle andre egenskaber frem til samværet. En af mine klienter sagde så fint: ”Jeg skal jo behandle min krænkende mor som om jeg var ansat på plejehjemmet. Jeg skal snakke vind og vejr med hende og ikke andet. Jeg skal ikke lægge mit hjerte hos hende, for det får hverken hun eller jeg noget godt ud af.” (Jeg har bedt om og fået lov til at citere)

Vi må bruge det hele – det er vores fødselsret – at vi indeholder en rigdom, som er vores til at udforske gennem hele livet. Mennesker er ikke kasser og det er ikke ønskværdigt at blive det. Vi er levende, vibrerende, fejlbarlige, elskværdige og spændende – alle sammen.

Læs mere om mig, min biks, mine bøger og dine muligheder på www.metteglargaard.dk

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »