Dygtige drenge og pæne piger
25. October 2012
Facebook – fyldt med narcissister?
8. January 2013

En øvelse, som har fyldt rigtig meget i mit liv er øvelsen med at se, at glasset er halvt fuldt i stedet for at se, at det er halvt tomt.

Nogle dage – meget sjældent efterhånden – vågner jeg op og synes livet sutter røv – men jeg har lært teknikker, så jeg får en god dag – jeg skaber en god dag.

I morges vågnede jeg og havde det virkelig skidt. Jeg kunne ikke sætte ord på, jeg følte mig bare ensom og uelskelig og uelsket. Der var et sug i maven, en tomhed, som smertede rent fysisk og jeg havde lyst til at blive liggende og aflyse alting.

Det første jeg gør, når jeg oplever de følelser er, at jeg checker om jeg ligger godt. Er jeg varm og tilpas eller skal jeg vende mig, så jeg får åbnet til bugen eller skal jeg krølle mig sammen i fosterstilling. Når jeg har lagt mig rigtigt, så begynder jeg at tænke på de sidste par dage. Hvad har jeg oplevet? Hvor har jeg kunne mærke glæde og livsbegejstring? Hvor har jeg mærket vrede, irritation eller sorg?

Jeg har lavet øvelsen mange gange, så jeg er rigtig god til at huske hvornår jeg har mærket den ene eller den anden følelse. Selvom livet bare leves derudaf, så katalogiseres alle mine oplevelser i et stykke tid, så jeg kan lave øvelsen her, hvis jeg får brug for det. Det er nemlig ikke altid lige i situationen jeg opdager hvad der er galt og det kan også være en række af begivenheder, der fører mig frem til at opdage hvad det er jeg skal tage mig af.

Min sorgfuldhed startede som en lille bitte sorgfuldhed for nogle dage siden og den dag anede jeg ikke hvad den handlede om, så jeg rummede den bare.

Men i går var jeg sammen med en person, som jeg oplever bliver taget for givet i nogle relationer og det provokerede mig i sådan en grad, at jeg talte højt og insisterende om hvordan jeg oplevede at denne person blev taget for givet. Personen så det selv og takkede mig for indsigten og kan nu formodentlig handle på det.

Det så jeg i morges da jeg lå og krammede mig selv. Så hvorfor blev jeg SÅ vred over at den person blev taget for givet? Jeg har været vant til at skulle kæmpe for min plads i ekstrem grad gennem mit liv – det ved jeg – og jeg ved også, at sådan er det ikke længere. Jeg tager den plads jeg skal bruge og forventer at andre gør det samme.

Og så slog det mig: I noget tid har jeg været så god til at tage min plads, at det ikke har været muligt for andre – på eget initiativ – at invitere mig ind i deres univers.

Jeg har i den grad brug for at blive inviteret ind. Det er så dejligt at være ønsket. Da jeg opdagede det, kunne jeg sukke dybt og mærke noget slippe indeni.

Jeg blev opmærksom på, at jeg generelt nok er lidt for god til at invitere mig selv ind for tiden. Løsningen på det er ikke at holde op med invitationer, men at vende den om og gøre mig selv bevidst, at jeg må invitere nogen ind i mit univers, for – på deres initiativ – at blive inviteret ind i andres.

Processen er forsimplet og forenklet som jeg har beskrevet den her, men den virker. Jeg fik energi og stod op, spiste morgenmad og gik med et smil på læben og tænkte over hvordan jeg kan invitere andre ind i mit univers.

Indtil videre er det mundet ud i dette blogindlæg og om ikke så længe vil jeg invitere til noget mad og hygge for nogle mennesker jeg kender.

På den måde skabte jeg en god dag og blev en superforælder for mig selv – jubiii.

Hvordan gør du?

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »