Jeg har meldt mig ud af Dansk Psykoterapeutforening

Følelsesmæssig medafhængighed
8. October 2013
“Se nu at komme videre”
18. October 2013

I foråret 2013 var der en ung mand, som så sig sur på mig. Han og hans mor forsøgte at bedrage mig økonomisk og da det ikke lykkedes, besluttede han sig til at stalke og chikanere mig. Han kom blandt andet sammen med sin mor og sin bror og ville smide mig ud af mit hjem korporligt og han sendte falske anklager mod mig til forskellige offentlige og private instanser og ringede og truede mig direkte pr. telefon. “Danmark er et lille land. Du skal passe på!” og “Du mister alt, det sørger jeg for!”

Jeg kontaktede straks politiet – og flere gange i forløbet – og da jeg afspillede hans direkte trussel for dem, ringede de til hans familie og bad dem om at formidle til ham, at det skulle stoppe. Én henvendelse mere fra ham, ville udløse et tilhold. Derefter hørte jeg – efter 2 måneders næsten daglig chikane – ikke mere fra ham.

En del af hans chikane bestod i at sende en klage til etikudvalget i Dansk Psykoterapeutforening, hvor han påstod, at han havde været i terapi hos mig og at jeg havde truet ham til at have sex med mig, fordi han ikke kunne betale for den påståede terapi.

Etikudvalget bad mig forholde mig til anklagen og jeg gav besked om, at manden ikke havde været i terapi eller haft nogen form for terapeutisk relation med mig.

Jeg gik naturligvis ud fra, at etikudvalget derefter ville afvise den sindssyge påstand og jeg blev derfor voldsomt chokeret over at få at vide, at det ikke var tilfældet. Etikudvalget besluttede, at jeg skulle skrive en skriftlig undskyldning til manden, som chikanerede mig og at jeg skulle i supervision, fordi de mente, at manden godt kunne have opfattet mig som psykoterapeut og derfor skulle jeg have opført mig som en psykoterapeut. De mente, at jeg enten skulle have taget ham i terapi eller have afbrudt kontakten med ham. Jeg havde løbende informeret etikudvalgets formand om chikanen og politianmeldelserne, men måske havde de ikke læst mine mails? Jeg ville hellere end gerne slippe for ham.

Jeg havde selvfølgelig informeret etikudvalget om, at manden var meldt til politiet og jeg gik i terapi, for at få støtte til at håndtere angsten for hvad han kunne finde på. Jeg var meget påvirket af situationen.

Jeg var blevet opfordret til og ønskede på det tidspunkt, hvor chikanen startede, at stille op til bestyrelsen i foreningen. Jeg havde tidligere siddet i bestyrelsen og synes det var vigtigt og spændende arbejde at være med til at højne standarden i faget og sikre etikken og kvaliteten i det terapeutiske arbejde. Desværre måtte jeg melde afbud til generalforsamlingen, da det netop var den dag, manden og hans familie stod og hamrede på min dør og råbte trusler om at smide mine ting ud over altanen og mig på gaden. Jeg kan stadig mærke min krop sitrer lidt, når jeg skriver om det i dag 7 måneder efter.

Etikudvalgets afgørelse satte mig i en tilstand af chok. Troede mine kolleger virkelig, at jeg havde tvunget en mand til sex, fordi han ikke kunne betale? De forholdt sig ikke til anklagen i deres beslutning, men begrundede deres afgørelse med, at jeg generelt havde været for åben på min private Facebookprofil og denne blog. Det gav ingen mening og det giver stadig ingen mening. Der blev aldrig fremlagt et eneste bevis for hans anklage, tværtimod – jeg sendte et 11 sider langt dokument til foreningen, hvor jeg indsatte screenshots af hans trusler.

Jeg ankede beslutningen til bestyrelsen – for hvordan kunne etikudvalget dømme mig på hvordan jeg forholder mig i min private sfærer? – og her blev min choktilstand kun værre – for bestyrelsen tiltrådte etikudvalgets beslutning og ville i øvrigt ikke drøfte sagen med hverken mig eller min juridiske bidsidder, som jeg hyrede, da jeg blev indkaldt til en drøftelse.
Den juridiske bisidder havde fået alle sagens papirer udleveret og gennemlæst dem, så han kunne komme med sin professionelle vurdering på mødet.
Drøftelsen viste sig ikke at være en drøftelse, men en orientering om, at hvis jeg ikke makkede ret, så ville jeg blive ekskluderet. Da jeg på mødet forsøgte at påpege overfor foreningens formand, at der i brevet med indkaldelsen havde stået at mødet var en drøftelse, blev jeg anklaget for at ville køre rundt med formanden.

Min bisidder og jeg forlod derfor mødet efter meget kort tid og det stod mig klart, at der var noget som ikke stemte i foreningens måde at håndtere sagen på. Efter en drøftelse med min juridiske bisidder, gik jeg hjem og sov på det og meldte mig ud af foreningen dagen efter. Jeg ville naturligvis ikke gå i supervision, når der ikke var hold i anklagen og jeg vil ikke være medlem af en forening, der handler uetisk i så voldsom en sag.

Foreningens bestyrelse besluttede nogle dage efter min udmeldelse at ekskludere mig. På forsiden af deres hjemmeside postede de et indlæg der mere end antydede, at anklagen fra manden var sand og at det var begrundelsen for min eksklusion. Samme indlæg blev trykt i deres medlemsblad samme efterår – uden at give mig mulighed for at tage til genmæle.

Jeg rådførte mig naturligvis med en advokat, da jeg så det og blev rådet til at sætte en injuriesag i gang. Men jeg blev også advaret om, at sådan en sag kunne tage 2-4 år og koste op mod en halv million. Ærligt talt, så synes jeg ikke at mandens chikanerier skal have følger så langt ind i mit liv.

Selvfølgelig skal foreningens etikudvalg tage sig af alvorlige klager over terapeuter. Det er blandt andet derfor foreningen har et etikudvalg. Men medlemmerne skal behandles ordentligt og i denne sag er der så mange uetiske handlinger, at det skriger til himlen.

Derfor skriver jeg dette indlæg om min oplevelse. Det er mit håb, at andre ikke bliver udsat for det samme. Jeg håber, at der er taget initiativer til at forbedre etikudvalgets arbejdsgrundlag og jeg håber, at det medfører en langt højere etik i sager fremover, men jeg ønsker også at der kommer en drøftelse af hvordan vi som psykoterapeuter kan beskytte os selv mod klager af denne meget alvorlige slags.

Update 2015: Det er senere blevet hvisket mig i øret, at foreningen gerne ville af med mig, da jeg stod frem offentligt og fortalte min personlige historie om konsekvenserne af at vokse op med en narcissistisk far og en alkoholisk mor. Den slags åbenhed, ønskede man ikke at blive kædet sammen med i foreningen. Om det er sandt ved jeg ikke, men hele sagen lugter ilde og virker totalt gak-gak. Uanset hvad, var det nok det bedste, at jeg forlod en forening, som i den grad ikke passer på sine medlemmer, men svigter dem og hænger dem ud.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »