test twh
Sindssyge terapeuter og psykologer?
21. juni 2013
Derfor er 500 kroner i timen for lidt!
30. august 2013

Jeg er i den grad en del af den danske kultur. Derfor har jeg hele mit liv været skræmt af nøgenhed uden at tænke over om det mon var hensigtsmæssigt.

Jeg indrømmer gerne – men med skam – at jeg har været en af dem, som synes af kvinder med hår og mænd med for mange kilo, skulle holde sig væk fra vores strande. 

Det smerter lidt at tænke på – ikke bare fordi det er tarveligt at dømme andre ude på deres krop, men mere fordi jeg ved, at sådan som vi dømmer andre, dømmer vi os selv. Og det er sandt – mit selvbillede var rædsomt.

Det indvendige af mig selv har jeg arbejdet med i 25 år og er virkelig godt tilfreds med. Det udvendige var lagt for had fordi-

– mine skuldre var for brede
– mine brystvorter var for store
– mine mave var for tyk
– mine ben havde lange sorte hår
– min gang var maskulin

Jeg følte mig ikke hjemme i min egen krop. Når andre gav den komplimenter, så synes jeg straks mindre om dem og tog dem for at være overfladiske og ville i kassen med mig.

Jeg følte mig invaderet, når andre kiggede på mig og frastødt, når jeg kiggede på andre.

Heldigvis er det noget vi kan arbejde med, hvis vi har det sådan – og det har jeg gjort.

Jeg var på retreat i Sverige i 2012 med 15 kvinder og vi gik nøgne i sauna og svedehytte. Nøgenhed var naturligt og ufarligt og jeg kunne for første gang i mit liv se den skønhed der ligger i vores forskellighed. Hvor forundelig naturen er, at den har kunnet lave så mange variationer over samme tema!

I år fik et par veninder så lokket mig med på nøgenbadestrand. Den første gang var jeg på vagt – for jeg var slet ikke sikker på, at sådan nogle nøgne mennesker på en strand kunne være andet end gamle liderbasser. Heldigvis – og selvfølgelig – blev jeg overrasket – der var faktisk en helt anden og mere åben atmosfære. Og hvorfor ikke? Når vi ikke skjuler os bag badetøj, sender vi ikke signalet “Hold dig væk”, men i stedet “Jeg er også et menneske”.

Ærligt talt er jeg ligeglad med hvad der er de andres motivation – det er bare så fedt at kunne bevæge sig frit og ikke tænke på om bikinien dækker det den skal eller har den rigtige farve. Min krop er dejlig og fantastisk – den har båret mig rundt siden 1966 og den har eddermanemig gjort et godt stykke arbejde. Den skal elskes og hyldes og værnes om.

Hvad andre gør er deres sag – jeg er færdig med at blive skræmt over det hylster vi ankommer i – uanset udseende og stand. Hvad med dig?

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »