test twh
Jeg er ikke moder jord
8. oktober 2014
Skal vi blive ved med at grave i fortiden?
19. oktober 2014

En af mine tidligste erindringer er, at jeg står op i min tremmeseng i København og jeg er fyldt med sorg og længsel. Jeg græder – højt – en kaldegråd – jeg savner min mor, jeg har brug for hende og hun er der ikke. Selvom jeg græder kommer hun ikke.

Vi har som mennesker to dybe angst temaer alle sammen: At blive forladt og at blive udstødt. Der er forskel. Når jeg bliver forladt, bliver jeg stående, hvor jeg står, mens andre flytter sig. Når jeg bliver udstødt, bliver jeg fysisk eller mentalt flyttet uden for fællesskabet.
Under forladtheden ligger også angsten for at blive usynlig, for at forsvinde, for at være uden betydning.
Under udstødning ligger også angsten for ensomheden og følelsen af at være forkert.

Alt hvad vi gør, gør vi for at få en følelse som vi tror er kærlighed. Kærlighedsfølelsen er en dyb følelse i os selv, som vi mærker uden at der sker noget som helst uden for os. Det vil sige, at vi aldrig er afhængige af at andre gør eller siger noget eller at vi selv gør eller siger noget, for at fremkalde følelsen. Vi kan lukke øjnene og i det nu simpelthen mærke kærlighed.
Problemet er, at hvis vi aldrig har mærket følelsen af kærlighed eller nogen har fortalt os, at vi skal gøre eller sige noget for at måtte mærke den eller at vi skal vente på, at andre siger eller gør noget før vi må mærke den – så er vi fucked. Vi vil løbe rundt og jage følelsen på alle mulige måder, helt uden at vide, at vi til enhver tid kan sætte os og mærke den.

Jeg ER kærlighed. Den følelse jeg kalder kærlighed er en del af det jeg er – min livsenergi. Den energi der flyder konstant i verden og indeni mig og som skaber dette univers. Det er kærlighed.

Første gang jeg hørte, forstod og mærkede dette, faldt tusinde brikker på plads indeni mig. Hvis du har lyst, kan du læse det forrige afsnit højt for dig selv flere gange og prøve at mærke, hvad der sker i din krop, når du læser og forstår det. Rigtig mange mennesker vil kunne mærke livsenergien i sig selv, når de bliver mindet om det.

Jeg har glemt det igen mange gange. Det er fint. Det er som at falde i søvn og være i en drømmeverden, hvor det ikke helt er mig, der bestemmer eller styrer hvad der sker.
Da jeg stod der i min tremmeseng og længtes efter min mor, havde jeg ikke følelsen af kærlighed i mig. Jeg var overbevist om, at min mor var nødvendig for at få følelsen af kærlighed indeni mig. Jeg tror, at det er en del af oplevelsen ved at være menneske – at vi skal mærke fravær af kærlighed og blive klar over i hvor høj grad vi har brug for andre til at mærke følelsen af kærlighed i og udenfor os selv. Når vi er i den menneskelige oplevelse, er vi nemlig i høj grad afhængige af at have andre til at hjælpe os med at mærke kærlighed.

Nu lyder det måske som om jeg modsiger mig selv, men hvis du forestiller dig, at du er en dukkefører med en dukke og at din bevidsthed kan bevæge sig frem og tilbage mellem dukken og dig, hjælper det måske. Når du er i dukkeføreren, er du et med alt og mangler intet, du er i kærlighed. Når du er i dukken – din menneskelige manifestation, kan du glemme at du også er dukkeføreren og dukken kan føle sig ensom, uelsket, forvirret, angst, længselsfuld og alle de andre følelser, som er langt fra følelsen af kærlighed.

Hvorfor vælger dukkeføreren at være i dukken og glemme, at hun er dukkefører? Måske er det for at få en på opleveren. Jeg ved det faktisk ikke og egentlig er det også mindre betydningsfuldt for mig at stille spørgsmålet “hvorfor” – det langt mere interessante er, at jeg får en på opleveren og at det ser ud til, at der er en mening med alt hvad der sker. Følelserne – sorg, vrede, glæde, angst og sammensmeltning med andre, kan jeg kun opleve, hvis jeg tror, at jeg ikke er et med alting. Hvis jeg ikke er et med alting, får jeg en oplevelse af det der sker i mit liv som noget ægte, noget der virkelig sker. Jeg er virkelig fordybet i oplevelsen.

Måske er dette liv et rollespil for Guder?

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »