Når forholdet mellem forældre og børn forhindrer en tæt tilknytning til en partner

Sådan håndterer du følelser
17. April 2014
Hvad er “addiction to misery”?
30. April 2014

Ind imellem støder jeg på blogindlæg, klienter og personlige historier, hvor det bliver tydeligt, at en alt for nær tilknytning mellem en forælder og det voksne barn, bliver et problem for begge i forhold til at knytte sig til andre udenfor den relation.

Et eksempel kunne være dette indlæg af Amalie Szigerthy. Her fortæller Amalie om sin mor:
Jeg elsker min familie, og jeg elsker min mor så højt, hun betyder alt for mig. Hun er min klippe, hun er mit alting.”

Nogen vil måske sige, at når jeg siger sådan, så er det fordi rønnebærrene er sure – mit eget forhold til min mor var nærmest ikke-eksisterende, fordi hun var beruset og ikke magtede kontakten. Men til gengæld havde jeg så min far.

Manden som sagde direkte: “Jeg er det vigtigste menneske i dit liv” og “Ingen mand kan nogensinde give dig det, jeg giver dig”. Når jeg havde en kæreste og min far spurgte mig, om vi havde det godt, så lærte jeg først for sent, at jeg skulle passe på. Ligeledes fik min fars kærester at vide, at de aldrig kunne blive så vigtige for ham som mig.

Det blev tydeligt, at min far ikke brød sig om at jeg havde det godt med en kæreste. Når jeg fortalte om noget rart, grinede han hånligt og kom med en nedladende kommentar. Min kæreste da jeg var 16 tog mig med på måneskinstur og havde to Jolly Cola’er i inderlommen, som vi drak sammen, mens vi kiggede på fuldmånen, siddende på et blomsterbed på Frederiksberg. Da jeg fortalte det til min far – på opfordring fra ham – grinede han hånligt og begyndte at stille spørgsmålstegn ved min kæreste dagsorden med at gøre det, hans økonomiske formåen, når han ikke havde disket op med mere og hans evner for romantik, når han ikke kunne finde på noget mere romantisk end det.

Lige så stille blev det sådan, at min far skulle høre ALT om min kæreste, han udfrittede mig om selv de mest intime detaljer og forsøgte jeg at sætte en grænse, argumenterede han med at “Kom nu, jeg er jo din far!” – som om det gav ham en automatisk ret til at vide alt.

Når et kæresteforhold gik i stykker, fik han chancen for at sige “Hvad sagde jeg!” – og det gjorde han – hver gang!

Han gjorde en ihærdig – og aktiv indsats for at ødelægge mine kæresteforhold. Jeg tror ikke han var bevidst om det, men han sagde ting og gjorde ting med jævne mellemrum, som såede frø i mig, jeg ikke selv var klar over. Når han inviterede mig til premierer, kunne han finde på at sige “Ja, der kan xxx jo ikke være med. Han skal godt nok tage sig sammen for at hamle op med din far.”

Uden at jeg var bevidst om det, blev jeg præget til at vide, at ingen mand nogensinde ville være god nok til mig. En skrækkelig prægning, for lyttede jeg til den, måtte jeg ikke acceptere andet end det perfekte og lyttede jeg ikke, måtte jeg acceptere alt i relationen – det var enten eller. Samtidig gjorde det mine skiftende kærester voldsomt frustreret, fordi de følte, at de havde en konkurrent, som de ikke kunne møde åbent “i ringen”. Flere af mine kærester er blevet konfronteret af min far med intime detaljer han havde lokket ud af mig. Når jeg tænker på det, bliver jeg både flov, vred og ked af det.

Det er godt at have en tæt forælderrelation. Men forælderen har et ansvar for at lade barnet indgå i relationer uden at blande sig og lære at sine fejltagelser og gode oplevelser.

Vi har set flere skræmmende eksempler på usunde relationer i programmet “Mig og min mor“, hvor relationens dysfunktion udstilles for det ganske land – og dermed gør det endnu sværere for børnene af vride sig fri af.

Jeg føler med de mange, som er bundet for tæt til en forælder (eller et barn). Det er svært at bryde fri af og endnu sværere at danne sunde relationer udenfor den usunde relation.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »