Gudinde-øvelse for kvinder
10. June 2015
Jeg slog en mand ihjel…
19. June 2015

I slutningen af 2011 gik jeg fra min svært depressive mand, som nægtede at gå i behandling – og ti dage efter tog min far sit eget liv og gav mig skylden for det. Det sendte mig i en krise af kæmpe proportioner.

Heldigvis var en af mine dejlige veninder ved at flytte sammen med sin kæreste og tilbød mig, at jeg kunne bo i hendes lejlighed.

Hele første halvår af 2012, bestod i at vågne ved 4-5 tiden, ligge i sengen med en følelse af afmagt og opgivelse. Jeg havde på ingen måde lyst til at være her mere. Jeg havde drømt om at være sammen med min eks-mand til døden os skilte. Det gjorde den på en måde også – men det var den mentale død.

Jeg havde bygget et liv i Nordjylland med min eksmands familie, hus, hunde, klinik og venner – og som med et knips med fingrene, var det hele væk. Det meste af svigerfamilien vendte mig ryggen, fordi jeg forlod ægteskabet. Min klinik lukkede.

Jeg startede hos psykolog. Jeg havde brug for bare at tale om det der var sket. Jeg fortalte om det på Facebook – jeg havde taget en beslutning om at være autentisk og den skulle også gælde dér. Jeg blev mødt af en masse dejlige mennesker. Og som en fantastisk gave, lærte jeg lige dér, at tage imod hjælp og udstrakte hænder. Jeg har altid synes jeg skulle klare mig selv – men nu kunne jeg ikke – og det var så smukt at mærke, at der var nogen som ville løfte det hele sammen med mig.

Mennesker rakte ud og kom med invitationer. En ville gå ture med mig i Frederiksberg Have. En ville have mig på ferie i hendes hus på Bali, en ville lave mad til mig et par gange om ugen, en ville løbe med mig om morgenen.

Det var alt sammen ustyrligt smukt. Jeg kunne give mig hen. Jeg mødte en masse nye mennesker i det halve år. Jeg fik omdefineret mig selv, genopfundet mig, tænkt nye tanker og langsomt kom jeg til hægterne.

Men jeg var også i krise, i tvivl og søgende. Hvordan skulle mit liv se ud fremover? Hvad ville jeg?

Derfor tog jeg imod alle tilbud jeg fik. Også et, der kom fra en ung mand, som ville have at jeg skulle være hans herskerinde. Jeg tænkte, at når nu alt andet i mit liv skulle være nyt, hvorfor så ikke også dette? Jeg legede med BDSM, da jeg var omkring 20, men det sagde mig ikke noget. Måske havde det ændret sig?
Han besøgte mig en gang og vaskede mit gulv mens jeg så på, men det vækkede intet i mig. Jeg følte mig nærmere skamfuld over at være med til noget, som jeg egentlig kunne mærke, at jeg skulle have sagt nej til.

Dernæst tilbød han bare at gøre rent for mig og jeg kunne slet ikke hverken se eller mærke, at jeg skulle have lukket den dér. Jeg havde ikke noget at give ham, så jeg forærede ham et eksemplar af min bog i stedet og det blev han glad for. Han spurgte om han kunne komme i terapi mod at gøre rent, men jeg var slet ikke dér, hvor jeg havde lyst til eller overskud til at lave terapi – og relationen var allerede på en sådan måde, at jeg ikke kunne være terapeut for ham.
Jeg oplevede ham som grænseoverskridende. Han forsøgte at presse mig til at være herskerinde igen og igen. Jeg følte med ham. Det må være så sindssygt hårdt at være underlagt en trang til at underkaste sig. Men til sidst måtte jeg sige til ham, at han helt skulle holde sig væk og ikke kontakte mig. Han bad så inderligt om han måtte blive ved med at være ven med mig på Facebook og det fik han lov til. Det var også et dårligt valg, for det førte året efter til denne historie.

Oplevelsen var barsk, men jeg kan også huske, at jeg bagefter blev glad, fordi jeg kunne mærke mine grænser.

Jeg oplevede også at blive rasende i 2012. Min eks-mand ville slet ikke kommunikere med mig og det er meget svært at gennemføre skilsmisse og bodeling, når det er sådan. Det endte med, at han pakkede nogle flyttekasser med det han synes jeg skulle have og jeg hentede 7 af dem – resten var fyldt med ting, der var gamle eller gået i stykker. Og så fik han resten. Huset var fuldt belånt, møblerne havde jeg ingen brug for, da jeg boede i en møbleret lejlighed og han kunne ikke dele sit firma uden at skulle sælge noget af det der gjorde det muligt for ham at drive det. Jeg bad ham kompensere mig, men det skete aldrig.
Igen måtte jeg bede om hjælp i mit netværk til at håndtere at blive snydt og bare slippe det – min eks-mand var syg og det kunne ikke være anderledes.

I det hele taget blev 2012 og 13 år, hvor jeg fik øvet mig gevaldigt i at sætte grænser og slippe det jeg ikke kunne ændre. Nogle gange kan vi ikke se, at tingene er gaver, når vi står midt i skidtet, men ofte kommer vi stærkere og klogere ud på den anden side.

Det er en del af min personlige bagage, at jeg, som min fars marionetdukke, altid var i tvivl om det var mig, der var noget galt med. I de år lærte jeg at mærke og skelne.

Men når jeg kigger tilbage på det år, så husker jeg tydeligst følelsen af, at livet ikke længere gav mening. Jeg forstod så godt min fars og mors valg og jeg havde lyst til bare at følge dem. En i mit netværk ringede til mig hver dag for at hjælpe mig med at vælge livet. Hver dag. Og jeg så ikke, mens jeg var i det, hvor dårligt jeg havde det.

Det i sig selv er en gave. At vi måske ikke ser hvor slemt det står til, før vi er ude på den anden side.

I dag, hvor jeg igen elsker livet og føler mig begejstret over det, kan jeg også være taknemmelig for alt det der skete. Det gjorde mig stærkere. Klogere. Mere afgrænset. Mere mig. Mere hjemme. Og det gav mig nye mennesker i mit liv, som sammen med dem jeg allerede havde, blev til et stærkt og kærligt netværk.

Smerte er vores største læremester, hvis vi kan høre efter og lære af vores oplevelser. Det er ikke så sjovt at erkende, men det er sådan det er.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »