Mads Holger følte sig ensom og udenfor
6. July 2016
Stop med at spise dig mæt
14. July 2016

Min mor døde i sommeren 1992. Hun var flere gange i året op til, faldet om, besvimet og havde kastet blod op.

indflytter

Min mor, mig og præsten der konfirmerede mig – kort tid efter fik min mor at vide, at hun var ved at drikke sig ihjel. Jeg ville give hvad som helst for at få hende tilbage.

Hun vidste godt hvad vej det gik – det havde lægerne fortalt hende allerede 10 år tidligere: “Stop nu, eller du drikker dig ihjel”.

Men alkoholmonstret er stærkere end de fleste. Hun drak videre. Hun startede dagen med en øl og i de sidste år så man hende sjældent uden noget drikbart og sin trofaste Scottsman cigaret.

Hun begyndte at have svært ved at huske allerede 5 år før. Alkoholdemens er en bitch. Hendes svar på det meste var et langtrukkent “Nååå…” og et svømmende blik. Hun var væk. Tjekket ud.

Da jeg flyttede til Århus et par år før hun døde, aftalte vi, at hun skulle ringe hver søndag formiddag, så hun var nogenlunde ædru i samtalen. Når jeg tog røret, sagde hun ikke sit navn, men sang “I just called to say I love you”. Jeg synes det var lidt plat dengang, men sagde ikke noget. I dag forstår jeg hvor lidt hun kunne give og hvor stort det var at give dette.

Jeg fortalte hende stort set det samme hver søndag. Hun blev lige overrasket. Jeg blev irriteret. Men irritationen var et dække for en enorm sorg og et kæmpe savn. Jeg savnede en mor, som aldrig rigtig havde været der. Når man drikker, er man mentalt fraværende og børn mærker det meget tydeligt. Vi kan ikke snyde dem. Vi kan lokke eller tvinge dem til at lade som om vi snyder dem, men de ved at der er noget galt. Jeg følte mig sindssygt ensom som barn, når hun så på mig og jeg mærkede, at hun ikke mig.

Hun kom over og besøgte mig i Århus et års tid før hun døde. Det krævede ekstremt meget overtalelse, fordi hun var blevet gift med Mogens Garde, teateranmelder på BT, som var maniodepressiv og havde et voksende whisky indtag. Hun sagde, at han sagde, at han ikke kunne være alene. Så hun valgte mig fra. Jeg besøgte dem i København, når jeg kunne – jeg var på SU og pengene var små.

Men én gang lykkedes det mig at overtale hende. Jeg glædede mig som en 5-årig til juleaften og var supernervøs over at hun kom og blev et helt døgn. Jeg tror jeg fik bildt mig selv ind, at jeg ville få min mor på besøg og vi ville gå ture, snakke og hygge sammen. Men hun kom anstigende med en kæmpe pose fyldt med Hof og lige meget hvad jeg foreslog, så havde hun ikke lyst til det. Hun sad i sofaen med sine øller, stort set uden at sige noget, indtil hun skulle hjem igen. Det var et pligtbesøg.

50

Min far blev 50 det år hun døde og her er hun til hans fødselsdag, (Længst til venstre) Billedet er taget bare 2 måneder før hun døde.

Mand, hvor har jeg mange gange siden ønsket mig, at jeg i den weekend havde lænket hende til radiatoren og afruset hende, så jeg endelig kunne få min mor.

I stedet sendte jeg hende hjem, sur og indelukket. Hun sagde undskyld, da hun steg på toget og jeg kiggede væk, vred og forladt.

Året efter faldt hun om og gik i koma, blev indlagt og lægerne sagde, at hun havde så alvorlige alkoholskader, at hun ville blive stomipatient, hun kom aldrig til at gå igen og hun havde kognitive problemer.

Det var en fredag jeg besøgte hende. Hun var skrumpet ind til det halve og helt gul i huden. Hun tog min hånd, så mig i øjnene og sagde “Jeg har svigtet i 25 år” (Jeg var 25). Jeg sagde “Jeg elsker dig” med en stemme, der ikke helt mente det, og så gik jeg. Jeg havde ingen idé om, at det var sidste gang jeg så hende.

Hun bad Mogens om at tage snaps med ind til hende om lørdagen. Hun ville ikke leve sådan, hun ville dø. Det gjorde han og hun drak dem om natten og dagen efter gik hendes krop i chok og hun blev lagt på intensiv. Jeg hørte ikke om det.

Natten til mandag vågnede jeg med et sæt klokken 3 med iskolde fingerspidser og vidste, at der var noget galt. Så da telefonen ringede mandag morgen med beskeden om at hun var død, var jeg ikke overrasket. I dagene efter mærkede jeg en større og større lettelse. Det var som om noget i mig slap, ligesom hendes sjæl havde sluppet det smertefulde liv. Selvom det var en sorg, at jeg nu aldrig ville få chancen til at lære min mor at kende, så var det også en lettelse at hun slap for lidelsen og jeg slap for at se på den.

Jeg tog ned til den lokale dyreforretning og købte en lille smuk fugl, som jeg valgte med min mavefornemmelse. Så tog jeg ud i Risskov til et smukt sted jeg kendte og der slap jeg fuglen fri. Som en pil fløj den ud af kassen og op mod himmelen med en høj og langtrukken glædeslyd, der i mine ører lød som “Mooooor”. Jeg sad i skoven i 4 timer og bare græd og græd.. Hun var væk.

Men hun lever i mig. Jeg har mødt rigtig mange mennesker, som kendte hende i hendes unge dage og de siger at jeg griner som hende, har hænder som hende, en humor som hende, øjne som hende, er charmerende som hende og flirter som hende. Jeg ved godt hvem hun var. Også selvom jeg aldrig lærte hende at kende. Noget af hende bor i mig for altid. Min mor.

inger_glerup_1959_edited

Min mor, Inger Gleerup. Billedet er taget i 1959 – hun var 26.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »