test twh

Narcissisten – den snigende vampyr

Passivt aggressive mennesker – sådan genkender du dem
7. juli 2017
Efter alt hvad jeg har gjort for dig….
5. august 2017

Narcissisten er en energityv – han (og det kunne ligeså godt være en kvinde, men nu bruger jeg “ham” for nemheds skyld) suger dig tom for energi ved at tvinge dig – indirekte – til følelsesmæssige reaktioner, der dræner dig og giver ham næring.

Han er en vampyr – og hvis der nogensinde har været et væsen, der kunne siges at have inspireret myten om vampyrerne, så er det narcissisten.

Han starter med at charme dig. Han ser på dig på en måde som ingen andre har set på dig, roser dig og beroliger dig med komplimenter. Fortæller dig – før han egentlig kender dig og ved hvem du er, at du er noget særlig, du er speciel – og han kan se det, fordi i er “two of a kind“.

Der er nok ikke nogen der har forstået dig helt på denne måde før i dit liv – og som kan og vil sætte pris på dine særlige kvaliteter.

Han taler om hvad du fortjener – anerkendelse, medaljer og succes, så du bliver helt svimmel og tænker, at med den støtte du kan få fra ham, er mulighederne endeløse og dit potentiale kan endelig udfolde sig under hans kærlige opbakning.

Du får lyst til at give igen og snart finder du dig selv i en dans med et menneske i en guldrandet boble, hvor musikken altid spiller og himlen altid er blå.

Men så…

(Indsæt lyd af pickup, der ridser en gammel LP)

Lige så langsomt, uden du egentlig opdager det, begynder reglerne at ændre sig.

Han begynder at kritisere dig. Han siger, at den måde du viser din kærlighed på, er ikke den måde han har brug for. Han siger, at du ikke tænker dig om. At du er uansvarlig og uopmærksom.
Han bliver alt for vred over små ting og du føler, at han straffer dig.

Du undskylder ham. Han er stresset. Under pres. Har det hårdt på arbejdet. Med eks-konen. Med børnene. Han ville være sød, hvis han havde overskud. Du har jo set det! I skal bare lige over den her trælse periode, så bliver alt godt igen.

Det sker bare ikke. Jo, hvis du overvejer at gå. Han kan lugte det. Fornemme det. Du vil slippe ud af hans kløer. Så bliver pladen med din særlighed sat på igen og som en vampyr, der hypnotiserer sit bytte, hypnotiserer han dig til at blive.

Hvis dine venner og familie påpeger, at der er noget galt, at du har forandret dig, ikke virker selvstændig mere, at han ikke tåler kritik eller bliver uforholdsmæssigt rasende over små ting, så siger han til dig på tomandshånd, at det kun er at forvente. De forstår dig ikke. Det har de aldrig gjort. Du ved det, for du og han har noget helt særligt sammen. Og de er helt sikkert også misundelige. Udover ikke at forstå hvor fantastisk du er, er de misundelige. Tænk engang.

Du fortjener bedre. Siger han. Du skal da have mennesker omkring dig, som støtter dig. Siger han. Og så sætter han lige guldboble-pladen på igen. Så du mærker, at det er sandt. Det er kun ham der forstår dig. Virkelig forstår dig. Så du kapper båndene til de andre.

Og som et hvilket som helst andet rovdyr, har han nu isoleret sit bytte.

Du er prisgivet. Du tror ikke længere på dig selv, men mere på ham. Det han siger er sandt og du ser syner. Du er ikke ligeså klog som ham. Du kan ikke klare dig uden ham. Det siger han selv – og han er jo den klogeste. Det siger han også selv.

Du er usynlig, ubetydelig, usikker, usammenhængende og ulykkelig. Du er i kløerne på en narcissist…

Se videoen og tilmeld dig min mailingliste ved at klikke her, så får du flere videoer om narcissister – og del gerne siden her med dem du kender.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »