Omsorgssvigt er ikke altid tæsk og grimme ord

Jeg rydder jævnligt op i mine filer og for nylig gik jeg lidt dybere – og fandt en lydfil jeg indtalte for nogle år siden, fordi jeg havde en idé til at et blogindlæg om det – så her er det – bedre sent end aldrig!

Omsorgssvigt der ikke er grimme ord eller fysisk kan være svær at få hold på – i os selv og hos andre. Derfor må vi så vidt muligt dele vores oplevelser så det bliver klart for andre, at der er en form for følelsesmæssig omsorgssvigt, som giver barnet en følelse af at være en rekvisit og som ender i forladthed. Jeg er sikker på, at der mange som vil kunne genkende historien her – ikke fordi de har haft samme oplevelse, men fordi de har haft en lignende følelse.

Det er på ingen måde “min værste historie” – og derfor er den stadig vigtig – for det er ikke kun de grimmeste historier vi skal give plads, men også de mange små og knap så alvorlige.

Når du arbejder med dine egne historier, kan det være en god idé at skrive dem ned, indtale dem som jeg har gjort her eller fortælle dem til et andet menneske – dårlige oplevelser forgifter os og de skal ud så vi kan se dem på afstand – og måske give slip på dem, så de ikke længere forgifter os.

Den følelsesmæssige detox der foregår, når vi fortæller historien – ikke bare om hvad en forælder gjorde, men hvilken følelse vi fik i situationen og hvilken følelse vi får når vi husker den – er super vigtig. Der bliver mere plads i os, når vi ikke skal bære på historierne – og det giver også et spark til skam og skyld. Skam og skyld giver os ikke noget positivt og ved at fortælle historierne, kan vi give slip på løgnen om at vi selv var ude om det eller har nogensomhelst personlig andel i det der skete!

Lyt her:

Hvordan arbejder du bedst med dine historier?