test twh
I mit tidligere indlæg om følelser – https://glargaard.dk/saadan-kan-spiritualitet-vaere-farlig-for-din-lykke – talte jeg om, hvordan man kan håndtere følelser, så de ikke er “farlige”.
Når du mærker en følelse, som du oplever negativt – som angst, vrede, sorg, magtesløshed, ensomhed eller fortvivlelse, så kan det være meget voldsomt.
Vi er i vores kultur typisk ikke opdraget eller uddannet til at håndtere svære følelser – vi har lært – gennem vores forældres eksempel – at flygte, kæmpe imod eller lukke ned, når vi føler noget svært.
I stedet kan du gøre det at du går med følelsen.
Det første du må gøre, når du skal “gå med” er, at lære at trække vejret ned i maven. Langt de fleste af os trækker kun vejret ned til solar plexus, men når vejrtrækningen stopper dér, kommer vi ikke ned i maven, som rummer vores sårbarhed og som samtidig kan give en ro til kroppen.
Prøv at lægge en hånd på din mave og bevæg dine mavemuskler så du skubber til din egen hånd. Sådan skal det føles, når du trækker vejret ind – maven udvider sig. Prøv så at trække vejret ind gennem næsen og heeeelt ned i maven – så langt ned at der næsten kommer luft ned i hofteskålen – og pust så ud gennem munden – langsomt, men med kraft, så der næsten kommer lyd på. Gør det tre gange – du kan måske mærke, at du ligefrem bliver lidt svimmel fordi du ikke er vant til at få så meget ilt ind i din krop.
Når du kommer i kontakt med noget du oplever som svært, så tag 3 dybe indåndinger af denne slags. Tillad følelsen at være hos dig – den slår dig ikke ihjel – du kan besvime eller kaste op, men værre bliver det sjældent.
Mærk derefter hvordan det føles i din krop. Hvordan er der – i fødder, i benene, i sædet, i maven, i brystet, i armene, i skuldrene, i halsen og nakken og i hovedet. Mærk ud i selv de mindste dele. Sæt ord på det du mærker. Hvis du støder på noget virkelig ubehageligt undervejs, så træk vejret dybt igen og forestil dig, at du trækker det ind i den del af din krop, hvor ubehaget sidder.
Mærk hvordan det at du trækker vejret bevidst – mindfull vejrtrækning – giver ro i din krop. Måske ikke komplet ro, men mere ro.
Har du brug for mere til at få ro og håndtere følelserne, så klap dig på kroppen fra fødderne og opad – hele vejen op til issen eller rejs dig op og ryst din krop godt og grundigt, som en hund ryster vand af sig. Dette er yderligere en hjælp til at være i kroppen og dermed håndtere følelserne. Husk at trække vejret dybt ned i maven både før og efter klapningen.
Idéen med både vejrtrækning og klapning er, at komme fra hovedet ned i kroppen. På den måde kommer jeg “hjem til mig selv” og kan være til stede lige nu, med det der fylder – uden at gå i stykker.
Du mærker, hvordan du kan være i din krop, selvom der er svære følelser og på den måde lærer du dig selv, at du ikke behøver kæmpe imod eller gå væk fra følelserne, men blot støtte dig selv i, at det kan du godt klare.
Mette Glargaard
www.metteglargaard.dk