At stille sig til skue
3. April 2013
Facebook – bålet vi sidder omkring – eller?
6. May 2013

Et af mine gamle temaer er at min oplevelse af verden bliver draget i tvivl. Når jeg sætter ord på det jeg tror jeg ser, så får jeg at vide, at jeg tager fejl.

Jeg kan derfor nogle gange blive i tvivl om min egen oplevelse af verden – selvom min mavefornemmelse siger et, argumenterer min hjerne for noget andet, kalder mig sart og siger, at det jeg tror jeg mærker, er noget pjat.

For eksempel forelskede jeg mig på et tidspunkt i en misbruger og da jeg ret hurtigt fik en fornemmelse af hans misbrug, spurgte jeg ham direkte. Han benægtede – og det gjorde at jeg tog hans ord for sandhed i stedet for min egen fornemmelse. Han var nemlig virkelig dejlig på mange måder og derfor valgte jeg – ubevidst – at overhøre mine egne alarmklokker.

Man kan sige, at jeg her oplevede, at jeg løj for mig selv – noget som rigtig mange mennesker vælger at gøre jævnligt for at holde ud at være i verden og de relationer de er i.

Som barn i en ultradysfunktionel familie blev mit moralske kompas vendt på hovedet – løgn var sandhed og sandheden var uvelkommen. Igennem alle årerne blev sandheden vendt på hovedet og det dysfunktionelle retfærdiggjort på en sådan måde, at da jeg voksede op, forstod jeg slet ikke begrebet moral. For mig var moral et underligt og unødvendigt ritual i en verden jeg ikke forstod.

Heldigvis kom jeg i terapi og fik langsomt men sikkert vendt mit indre kompas til at sandhed og moral var og er – ikke bare velkommen, men nødvendigt. Som en konsekvens af det kunne jeg se, hvor svært det var at navigere i en verden hvor sandhed er subjektiv og jeg besluttede, at smide løgn og fortielse ud af mit liv. Så snart jeg opdager en løgn i mit liv, siger jeg den højt, så den kan vendes til noget sandt. Det samme gjorde jeg med den dejlige mand jeg forelskede mig i – satte ord på misbruget, da jeg så det tydeligt – og kunne så træffe et andet og sundere valg for mig selv i de situationer, hvor misbruget stod på.

Jeg har ingen glorie jeg kan pudse, jeg er ikke bedre eller mere sandfærdig end andre mennesker, men der er ingen elefanter der får lov til at stå i min stue uden at jeg sætter ord på det jeg ser, for jeg kan ikke være i løgn og fortielse – det gør mig utryg og usikker. Så det der oprindeligt var ubehageligt – utrygheden og usikkerheden – er nu mine venner, som gør mig opmærksom på, at her er noget som ikke er som det skal være. Og det må jeg reagere på og sætte ord på, for at støtte mig selv i at min oplevelse af verden er sand.

Hvordan har dit indre sandhedskompas det?

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »