Jeg har meldt mig ud af Dansk Psykoterapeutforening
14. October 2013
Betyder overvægt, at jeg ikke elsker mig selv?
26. October 2013

Når vi ikke tillader andre at være i følelser som sorg og vrede, men prøver at flytte deres fokus et andet sted hen – f.eks. ved at opmuntre eller foreslå dem at komme videre, så fortæller det noget om os. Nemlig at det er svært for os at rumme vores egen sorg og vrede.

I stedet for at forsøge at lave andres tilstand om, kan det være en idé at se på, hvad der vil være godt og omsorgsfuldt for os selv. Hvis der er noget jeg ikke kan rumme i et andet menneske, må jeg kærligt fjerne mig fra det eller situationen. Ellers begår jeg en slags overgreb mod mig selv – og det andet menneske.

Når vi er voksne, har vi selv ansvar for vores følelser og andre skal ikke få dem til “at gå væk”. Andre må hjælpe os med at rumme følelserne i det omfang de kan og vil. Men det er altid ok at sætte en grænse og sige: “Nu kan jeg ikke rumme mere. Jeg flytter mig”.

Den anden dimension er at vi lever i et samfund, hvor vi som standard bliver gjort ansvarlige for andre menneskers følelser. “Jeg kan da ikke bare lade ham klare sig selv?!” “Jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg skal passe på mig selv og lade mennesker klare deres egne problemer.”

Et typisk eksempel er når vi ikke “vil gøre andre kede af det”. Det er rivravruskendes galt, at give afkald på omsorg for sig selv for at tage vare på et andet menneske. Og nu taler jeg ikke om det bevidste valg at for eksempel tage sig af en syg slægtning. Jeg taler om der hvor vi ikke får taget vare på os selv – uden at opdage det – fordi vi skal tage os af andre.

“Jeg har ikke lyst til at få min mor på en uges ferie. Hun kritiserer mit liv og går i mine skuffer og overtager alt i mit hjem.” Men denne klient, lad os kalde hende Lise, tager imod sin mor alligevel. Og siger ikke noget. Går blot og brænder inde med følelserne. I stedet for at sige noget eller sætte en grænse. Dette vælger hun at gøre, fordi hun ikke vil gøre sin mor ked af det. Hun vil altså hellere gøre sig selv ked af det. Det har hendes mor formodentlig lært hende – ubevidst – og Lise har ikke opdaget det endnu, hun gør bare det hun plejer.

Det er det jeg kalder følelsesmæssig medafhængighed og det er desværre voldsomt udbredt i Danmark.

Mange tror, at når man slipper af med den følelsesmæssige medafhængighed, så bliver man kold og kynisk – men det er slet ikke enten eller. Det er – delvis – et spørgsmål om at være bevidst om de valg man træffer, sådan at man kan træffe de bedste valg med større bevidsthed og dermed passer bedre på sig selv.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »