Lad ikke din mening gøre andre forkerte
16. June 2013
Jeg var bange for nøgenhed
31. July 2013

“Terapi handler dybest set om at få støtte til at blive mere sig selv”

“Hos en psykolog kan du få hjælp til at forstå dig selv bedre og herigennem opnå en større accept af, hvem du er.”

“Terapi er en effektiv måde at finde ind til din inderste kerne og blive dig selv igen”

Disse udpluk er taget fra hjemmesider der reklamerer for terapeuter og psykologer.

Hvem er det der har fundet på den sindssyge idé, at man som terapeut ikke skal være sig selv? Hele øvelsen med terapi går ud på at blive sig selv, stå ved sig selv, tage sig selv alvorligt og mærke sig selv, tage plads i verden og elske sig selv. Skal terapeuten ikke netop være rollemodel?

Skal klienten ikke netop kunne spejle sig i et menneske, som sidder med en viden og et sæt redskaber der gør at man bliver bedre til at stå ved sig selv?

Terapeuten skal ikke fylde rummet, det skal klienten og klientens behov og temaer, men hvis ikke terapeuten er til stede med hele sig, så bliver det svært for klienten virkelig at vokse. Vi vokser nemlig i relationer – altså når vi spejler os i andre.

Hvis vi så sidder overfor en der er meget klog og distanceret, hvor nemt at det så at spejle sig og alle de vilde, skøre, skæve, skønne, kærlighedsfyldte sider vi har i os?

Jeg plukker igen:

“En Psykolog eller Psykiater, for den sags skyld, er at betragte som en læge – dvs. én der uhildet og objektivt kan vurdere dig og dine evt. personlige problemer.”

“Der må og skal altid være en professionel distance mellem en Psykolog og en klient, ellers ryger objektiviteten.”

Jeg er dybt uenig. Jeg kan ikke se hvad en professionel distance skal til for – der er ingen grund til at distancere sig fra sine klienter, med mindre de er decideret farlige.

Hvad betyder det i praksis? Det betyder i praksis, at jeg godt kan give mine klienter et knus, hvis de selv lægger op til det. Det betyder at jeg siger til dem, at de er betydningsfulde, at jeg oplever dem som dejlige, når de er det og at jeg får blanke øjne, når klienten beskriver en forfærdelig oplevelse i sit liv.

Jeg er ikke bange for overføring. Overføring er når jeg kommer i kontakt med mit eget shit under terapien og faren er, at det kan komme til at påvirke den måde jeg laver min terapi på. At jeg kan komme til at tro, at det der var sandt for mig, er sandt for klienten. Men hvis jeg er opmærksom på dette, drager jeg omsorg for både klienten og mig.

Objektiviteten – det er et morsomt ord – for det er en illusion. INTET i denne verden er objektivt, for vi oplever altid verden gennem de briller vi har fået på gennem vores liv – der er ikke andre muligheder. Hvis vi forsøger at se noget gennem andres briller, bliver vi øjeblikkeligt uautentiske – og hvad kan jeg lære mine klienter ved at være uautentisk andet end også at være det?

“Psykologen skal vurdere dig og dine problemer” – jeg får ondt i maven af at læse det. Jeg vil meget nødigt vurderes. At blive vurderet er at blive dømt eller bedømt og det betyder at der er rum til at jeg kan risikere at være forkert. Jeg skal som terapeut ALDRIG vurdere min klient eller klientens tema eller behov. Jeg må sætte mine egne grænser, men en vurdering – nej. Jeg er af den klare holdning, at hvis vi som terapeuter vurderer vores klienter, så skal vi gå i supervision og få hjælp.

Terapeuten har ansvaret for at sikre, at det terapeutiske rum er trygt for klienten og DET kræver i den grad indføling og refleksion fra terapeuten. Hvordan skal hun kunne det, hvis hun ikke har sig selv med?!

Terapeuten skal være spejl for klienten, men hun kan kun være en troværdig og autentisk terapeut og spejler, hvis hun er tilstede med hele sig selv i det nu. En professionel distance lyder som berøringsangst i mine ører.

Fred være med dem der har brug for den, men jeg har svært ved at se, hvordan de kan hjælpe andre til at stå ved hvem de er.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »