test twh
Skam er vores samfunds grundlag
30. maj 2017
Skamvæggen fortsat
2. juni 2017

FØRST OG FREMMEST – du som sidder derude og læser dette – er du klar til det? Mærk efter om det er godt for dig – for hvis det ikke er, så kan du risikere at opleve det som grænseoverskridende. Pas på dig selv og læs ikke videre, hvis du ikke står stærkt i dig selv.

Jeg er vokset op i en kultur med skam. I en tid, hvor seksualundervisningen bestod i advarsler om kønssygdomme og graviditeter. Ingen undervisning i nærhed, skønhed, kærlighed, ømhed eller nysgerrighed.

Jeg er vokset op i en familie med skam. Min mor drak og min far forventede konsekvent at hans nærmeste tog ansvar for hans følelser. Blandt andet for – ubevidst – at undgå skam.

Jeg…var…skamfuld. Det var simpelthen skamfuldt at være mig. En masse af skammen har jeg arbejdet med – og er sluppet af med den, blandt andet ved at tale om den. Men kun sporadisk, når vi taler det seksuelle.

Jeg troede – som så mange andre – at jeg var helt alene om at have det sådan. Men nej. Da jeg begyndte at udvikle mig seksuelt – og hele den historie får du i løbet af juni måned – så begyndte jeg – i vanlig Mette-stil – at tale om det. Og opdagede, at jeg bestemt ikke var den eneste.

Den allerbedste måde at blive SKAMLØS på, er at tale om skammen. At fortælle den. Så det gør jeg.

Nu!

Her er første del af en liste – min “Wall of shame” med nogle af de ting jeg har skammet mig over. Og i processen med at skrive den, har jeg skammet mig over, at jeg har skammet mig så meget. Skammet mig over at skrive om det. Og skammet mig over at skamme mig over det. Geeez….man bliver helt træt, ikke?

Se om du kan genkende dig selv i min “Wall of shame” – og lav eventuel din egen. Og kom tilbage HVER dag i juni, for der er mere på listen end det her. Meget mere – og meget at tale om, så vi får skammet skammen ud.

  • Jeg skammede mig over ikke at have fået taget min mødom, da jeg var 16 år. Alle de andre piger sagde, at de havde fået taget deres.
  • Så skyndte jeg mig at få den taget – og skammede mig over at jeg synes sex var kedeligt og opreklameret. Det tog jo kun 3 minutter og var ikke engang rart?! Det var nok mig, der var noget galt med.
  • Da jeg glædesstrålende – og ikke uden en vis stolthed – fortalte de andre piger, at nu var den taget, viste det sig, at de bare havde løjet. Der var kun én udover mig, der havde haft sex. Så skammede jeg mig over det.
  • Som 17-årig fik jeg en kæreste, der ville have mig med i sexklub og have analsex. Jeg kunne ikke lide noget af det – og det skammede jeg mig over. Jeg var opdraget til at være til for manden i mit liv (far) og havde kun eksistensberettigelse, hvis jeg kunne lide det han kunne lide – og det mønster overførte jeg selvfølgelig på min kæreste.
  • I mine sene teenageår, var det moderne at have en “hyggeonkel” – det som i dag er sugardating. Man satte en annonce i Den Blå Avis og så var det bare at fyre den af. Jeg red med på bølgen. Lette penge for noget så røvsygt som sex – what’s not to like?! Jeg kom ud til en fyr med dårlige tænder og der lugtede af kattepis. Han var helt vildt sød og smurte en tunsandwich til mig – og jeg kunne simpelthen ikke gå i seng med ham. Det havde jeg dårlig samvittighed over og skammede mig over i LANG tid. Jeg følte at jeg havde svigtet ham.
  • Det var mit næste forsøg med en hyggeonkel, der gjorde, at jeg slæbte to veninder med hjem til nogle fyre, som vist nok var meget rige og meget liderlige. Det var meningen, at vi skulle have gruppesex, men det første der blev lagt op til var, at jeg skulle slikke den ene veninde. Heldigvis fik jeg sagt nej og vi stoppede lige dér og gik hjem. Jeg tror ikke jeg mærkede skammen så meget dengang, men senere – da jeg huskede at jeg havde overtalt veninderne til det – da kunne jeg have gravet mig ned i et stort, sort hul.
  • Som 19-årig fik jeg en kæreste, der rigtig godt kunne lide at slikke. Oh, the shame. Det var næsten ikke til at være i min krop for bare skam, når han ville det. Hvad skulle han dernede? Der var jo vådt?! Og det lugtede?! Det var virkelig klamt – og på ingen måde rart. Selvfølgelig fordi jeg ikke kunne slappe af.

Det fede ved alt det der skete i de år var, at jeg senere blev RIGTIG god til at mærke hvad der var rigtigt for mig og sige nej tak. Og vi må altid sige nej tak. Uanset om det bliver opfattet som urimeligt af andre. Selv hvis den er halvt inde, må vi sige “Jeg vil ikke alligevel”.

Jeg ønsker mig, at du vil deltage i debatten – fortælle om dig selv, gribe chancen til at få manet skammen i jorden i dit eget liv. Og hvis du slet ikke er klar til at høre om alt det her, så bare luk øjne og ører for mine indlæg i juni måned, ok? Det er ok at sige nej tak – det skal du ikke skamme dig over!

Mere fra listen i morgen!

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »