Dobbeltmoral – et menneskeligt grundvilkår
19. January 2015
Det ensomme barn
26. April 2015

Ham: “Slap nu lige lidt af!”

Hende: “Du kan da selv slappe af! Du skal ikke fortælle mig hvornår jeg skal slappe af!”

Ham: “Hids dig da lige ned! Det var jo bare for at hjælpe dig!”

Hende: “HJÆLPE mig? Du hjælper mig sgu da ikke ved at kommandere mig til at slappe af!”

Ham: “Jeg kommanderer aldeles ikke. Jeg sagde bare, at du….aaarh…fuck det. Du er umulig at snakke med!”

Hende: “Og det skulle komme fra dig? Du hører jo aldrig det halve af det jeg siger. Man skulle fanme tro du var 5 år gammel nogle gange!”

Ham: “Stop dig selv! Du er fanme så ondskabsfuld!”

Herfra eskalerer samtalen til råb og gemene udtalelser, der egentlig har til formål at stoppe konflikten eller forsvare dem selv, men som er med til at forværre. Alle ved, at det er sådan, det er måske 1% af alle konflikter af den her type som fører noget positivt med sig. Selvfølgelig er der mennesker, som dyrker denne form for kommunikation for at få “make-up-sex”, men den intensitet, som de er ude efter, kunne sagtens opnås uden konflikten.

Vi har de små sårede børn inden i os fra barndommen – NÆSTEN alle mennesker har dem. Sådan nogle små børn kommunikere ikke verbalt effektivt og kærligt, når de bliver presset; de slår hinanden oveni hovedet med en plasticskovl. Indtil den ene part bliver så såret eller forskrækket, at tårerne springer fra øjnene og stemmen bliver til kaldegråd.

Når voksne gør det her ved hinanden, har de anderledes voldsomme redskaber verbalt og fysisk til at skade hinanden. Plasticskovlen er skiftet ud med verbale overgreb og nogle gange også knytnæver.

Så hvis du havde sådan et lille barn, på vej ind i en konflikt, hvad ville du så gøre – optimalt? Du ville tage barnet på skødet og måske nusse det og sige “Ja, jeg forstår virkelig godt, at du bliver ked af det. Det er helt ok. Jeg er hos dig, så længe det varer.”

Du ville anerkende følelsen, du ville sætte ord på, du ville hjælpe barnet med at rumme den uden at fikse den og love at være der sammen med barnet i sorgen.

Så hvad mon der ville ske, hvis du reagerede på samme måde overfor din partner – allerede, når du mærker optrækket til konflikten – altså langt før du selv er gået “i kamp”? Naturligvis skal du ikke tage din partner på skødet og sætte ord på. Men du kunne sagtens sige: “Det er forståeligt, at du er ked af det (eller vred). Er der noget du har brug fra mig lige nu?”

Det er måske et kram der er brug for, men det kan også være noget andet – måske endda noget som ikke kan lade sig gøre lige nu, måske endda fordi du også er såret. Så kan du godt sige “Jeg er også såret. Lad os bare være sårede sammen.”

Vi kan ikke altid fikse, men vi kan rumme hinanden. Og når vi bliver rummet, kan vi selv bevæge os ud af sorgen.

I vores kultur er vi ekstremt bange for sorg, føler os ansvarlige for andres sorg, føler vi skal fikse og trøste. Det kunne være interessant, hvis vi kunne lære blot at rumme og være nær i sorgen, for ofte er det langt mere “fiksende” end at fikse.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »