test twh
Giv dine venner en gave – vær besværlig!
5. august 2016
Der er ikke brug for fædre
16. august 2016

Den følelse man får som lille barn, når man sidder på gulvet mellem forældrene og de begge to råber, så spyttet flyver og truer, tager fat, rusker, kaster med tallerkner og er aggressive over for den anden. Med skræk malet i ansigtet og skuldrene oppe om ørerne, kryber man ind under det nærmeste bord, af frygt for at blive ramt af, om ikke hadske ord og løgne, så flyvende genstande, der kan gøre ubodelig skade på krop og sjæl.

Sådan får jeg det, når jeg ser den amerikanske valgkamp. Jeg er gidsel i en sag mellem to voksne, hvor alle ved at der ingen vindere er, men kun tabere og den største taber er folket. Jeg får en klump i halsen, en knude i maven og lyst til at råbe ”Er der ingen voksne, der kan stoppe dette vanvid???!!!”

Men det ser det ikke ud til. Og det skræmmer mig næsten mere end de to psykopatiske løgnere, som kæmper om magten lige nu. Amerikanerne ser ud til slet ikke at være påvirket på samme måde som mig – de vælger gladelig side. De forsvarer klogelig nok ikke deres egen kandidat, men nøjes med at angribe den anden. Som om de ved, at det at forsvare deres egen kandidat, bliver en opgave der svarer til at lukke hullet i ozonlaget med et stykke madpapir.

Det er også nemmere at angribe. Det er en del af deres kultur. Vi ser det tydeligt, når vi kigger på deres kærlighed til Barack Obama – manden som modtog Nobels Fredspris kort tid efter at han havde opskaleret dronekrigen, som har dræbt tusinder af civile.
Amerikanerne som elsker ham, forstår, at det er et nødvendigt valg at fortsætte krigen. Krigen som ingen rigtig forstår til bunds, men som handler om den store retfærdige, demokratiske stats kamp mod de onde terrorister.

Vi er gidslerne i den krig. Og chancen for at krigen ophører med en ny præsident er lige så stor som at det lige i dette øjeblik ringer på din dør og Jesus står udenfor med kage.

Medierne er fulde af artikler om de to forfærdelige løgnere, der kommer til at sidde med fingeren på den store røde knap. Det bliver belyst fra alle vinkler, hvordan de to personer er personlighedsforstyrrede, selvoptagede, u-empatiske, manipulerende, selvforherligende og magtbegærlige – så ingen kan være i tvivl. Alligevel er der ingen der træder ind i manegen – for det er virkelig en cirkusmanege – og stopper farcen – ligesom der sjældent er nogen der stopper forældrene i deres uhensigtsmæssige og for alle parter destruktive konflikter. Vi kan ikke rumme det. Magter ikke at forholde os til det. I stedet graver vi os bare dybere ned i sport, spil, sprut og selvforglemmelse. Det er nemmere.

Et kort øjeblik tænker jeg, at det måske er meningen. Det hele er iscenesat for at gøre os så fortvivlede, at vi opgiver at have en mening, at løse det, at ændre noget. For en tyrans farligste modstander er folket. Så hvis folket har travlt med noget andet, ser de ikke tyrannens tyranni.

Facebook Comments

Ku' du li' hvad du læste? Så kan du få mere i samme stil fra mine mails - udfyld felterne og få tilsendt mere, der hjælper dig videre!
Translate »